18. april 2024

S LAVER KOVENDING PÅ FORÆLDREBETALING TIL SFO

Det er ikke mere end to måneder siden, at Venstre forslog en prisregulering af forældrebetalingen til skole- og fritidsordningen med 20 kr. pr. barn i 2020. En tvungen besparelse på 900.000 kr. til særligt udsatte børn, herunder børn med svært handicap kunne netop dækkes ind ved denne mulighed.

Forslaget blev nedstemt af Socialdemokratiet i børne- og skoleudvalget, da Mads Vinterby (A) ikke ville lukke økonomiske huller ved at hæve forældrebetalingen.

Nu har vi netop indgået budgetforlig, og det fremgår, at der kommer en merindtægt i 2020 ved at hæve forældrebetalingen til skole- og fritidsordningen med – ikke bare 20 kr. som foreslået af Venstre – men med hele 62 kr. pr. barn.

Men hvor er logikken henne?

Først argumenterer Socialdemokratiet for slet ikke at ville hæve forældrebetalingen, og så gør de det alligevel i forbindelse med budgetforliget – endda med et beløb pr. barn som er tre gange større end de tidligere afslog.

Merindtægten på 1.500.000 kr. kommer ifølge borgmesteren ikke til Børne og Skoleudvalget til gode. Tværtimod, fortsætter den oprindelige besparelse på 900.000 kr. som rammer direkte de særligt udsatte børn, og i særdeleshed børn med svært handicap.

Venstre kæmper, budgetforlig eller ej, stadigvæk videre for at sikre de fornødne midler til de særligt udsatte børn i Tårnby kommune. Vi mener ikke det er her, der skal findes midler til andre områder, Tværtimod!


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN