24. oktober 2021

Tårnby Kommune

Lad os få ro om foreningslivet i Tårnby igen!

 

På Folkeoplysningsudvalget i Tårnby Kommune i sidste uge skete der noget ganske usædvanligt – nemlig, at foreningslivets og idrættens to repræsentanter stemte imod de nye regler, som de nu selv direkte rammes af.

Det er yderst usædvanligt, at et flertal i Tårnby Kommune gennemtrumfer en hård beslutning hen over hovedet på dem, det går ud over – men sådan er den politiske virkelighed åbenbart nu i Tårnby.

Lidt forsimplet fortalt omhandler konflikten hvilke regler både nye og eksisterende foreninger skal optages og fungere på i kommunen. Flertallet har nemlig et uforståeligt ønske om at begrænse antallet af foreningsmedlemmer, som deltager i det mangfoldige foreningsliv i Tårnby Kommune.

Det skyldes, at flertalsgruppen har en oplevelse af, at der især er kommet for mange børn udefra ift. antallet af børn, som er bosiddende i kommunen – og som via deres forældre finansierer de idrætsfaciliteter, som kommunen bygger og driver.

De nye regler betyder nemlig, at hovedparten af medlemmerne skal være bosiddende i kommunen for at en forening kan godkendes, hvilket er forudsætningen for både at bruge de kommunale faciliteter og få medlemstilskud.

Mindretallet frygter, at reglerne kommer til at ramme nogle af de eksisterende foreninger, som derved risikerer ikke at blive godkendt længere – og derved måske tvinges til at lukke. Samtidig frygter de, at det for en række foreningers vedkommende ikke er muligt at rette op på en, i flertalsgruppens øjne, for skæv sammensætning af medlemmerne med for mange, der kommer udefra.

Deres frygt har jeg stor forståelse for, da det er helt afgørende for foreningslivet, at de kender til deres rammebetingelser og at der er stabilitet omkring foreningslivets status og rolle. Stabilitet er på den måde forudsætningen for planlægning og for medlemsaktiviteterne.

Hvis der ikke er ro omkring både foreningernes status som godkendte foreninger risikerer vi, at store og stolte foreninger kan blive smidt ud som følge af en for skæv medlemssammensætning. Det vil i ufravigeligt medføre, at mange foreningerne i praksis vil afvise børne- og ungemedlemmer med henvisning til deres bopælsadresse, hvilket efter min bedste vurdering ikke er hverken lovligt eller rimeligt.

Heldigvis er der én mulighed endnu for at tænke os godt om. Den består i, at vi som medlemmer i Kultur- og Fritidsudvalget, hvor de nye regler også skal godkendes, tager ansvar og skaber ro omkring selve forvaltningen af de nye regler. Jeg vil derfor opfordre til, at de stridende parter mødes og finder sammen. Hvis vi sammen kan love foreningslivet, at de nye regler ikke resulterer i, at foreninger smides ud, så kommer vi foreningslivet i møde – uanset om vi i processen har været uenige om både lovligheden og behovet for at vedtage de nye regler.

De bølger af usikkerhed, som foreningslivet i Tårnby er blevet ramt af i det seneste år, er ingen tjent med!


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN