30. maj 2024

Er vi selv medskyldige i sundhedsvæsnets krise?

Vores sundhedssystem er i krise. Hvor skal man overhovedet starte? De lange ventelister, manglen på arbejdskraft, de mange genindlæggelser, presset på akutafdelingerne, kræftskandalen på Aarhus Universitetshospital, manglen på praktiserende læger, lægehuse, der går konkurs, og jeg kunne blive ved. Det er lige til at blive mismodig af. Vi bryster os af at have et af verdens bedste sundhedssystemer. Men vi vælter os i udfordringer, som skal løses nu og her. For det er akut nu. Virkelig akut.

Jeg var forleden inviteret til at holde oplæg i et netværk bestående af mange kompetente sundhedsfaglige personer. Temaet var de mange udfordringer i vores sundhedssystem. Det tvang mig til at tage et helikopterperspektiv på hele molevitten.

Efterhånden som jeg tænkte og analyserede, nåede jeg frem til min egen teori. Jeg tror, at der er to hovedårsager til, at vi står med det sundhedssystem, vi gør i dag.

Min første overvejelse er, om vi simpelthen er blevet mere forkælede og forvente i forhold til, hvad vores sundhedssystem skal løse og levere for os? Vi lever i et samfund, hvor det er blevet moderne at gå op i sin egen sundhed. Det er langt hen ad vejen en rigtig god investering for både den enkelte borgers helbred og samfundsøkonomisk, fordi træning og sund kost kommer de fleste livsstilssygdomme til livs. Særligt i en tid, hvor flere og flere danskere bliver overvægtige og får følgesygdomme som følge af dårlig kost og for lidt motion.

Men det er sjældent godt, når der går ”perfekthedskultur” i den, og dette ekstreme fokus på sundhed kan have en slagside. Vi ifører os alle mulige devices, som kan måle puls, blodtryk og hjerterytme og sende alle informationerne til vores telefon, der så kan oplyse os om, hvis noget afviger en smule fra, hvad ”det burde være”. Vi tæller kalorier, faster, monitorerer vores søvn, skemalægger vores træning og meget andet, jeg slet ikke har fået øje for endnu.

Min teori er, at vi er begyndt at kræve mere af vores sundhedssystem, end det kan bære i jagten på det perfekte helbred. Men er det ikke rimeligt at kræve, når nu vi betaler noget nær den højeste skat i verden? Det kan man sige.

Men ligesom med så meget andet ender vi med at suge systemet tomt for ressourcer, hvis ikke vi tænker på vores fælles ansvar for sundhedsvæsnet og i stedet kræver og kræver. Her taler jeg ikke om den ældre generation. De er vant til først at gå til lægen, når noget er ved at falde af. De venter måske endda lidt for længe, for de vil jo ikke være til besvær. Jeg taler heller ikke om kronisk syge eller for eksempel kræftpatienter, hvis sygdom kræver meget og lang behandling. Det er netop disse personer, vores sundhedssystem er ment til at hjælpe.

Men min generation og måske også de, der er yngre, er slemme. Så snart jeg får ondt et sted, søger jeg efter diagnosen på Netdoktor.dk. Derefter ringer jeg til min læge og bestiller tid, så jeg kan komme derned og fortælle, hvad jeg fejler. Når jeg efter flere dages venten får en tid, bliver jeg lidt småfornærmet over, at jeg ikke bliver taget seriøst, hvis lægen ikke er enig i min selvstillede diagnose og begynder at tage blodprøve og måle på tallene. Også selvom det viser sig, at det, jeg mente, jeg fejlede, var en forbigående skavank, som gik i sig selv efter en lille uge.

Det er selvfølgelig et meget karikeret billede. Men jeg oplever i dag, at mange har mentaliteten, at man er ikke rask, før man har fået konstateret, at man ikke fejler noget. Før i tiden var man rask, indtil man fik konstateret, at man fejlede noget. Og her gælder en forkølelse altså ikke. Jeg tror, at dét, at vi er blevet så dygtige til at helbrede folk, betyder, at borgernes forventninger til, hvad vi kan kræve af sundhedsvæsenet, er med til at presse det. Kombineret med, at vi har fået en perfekthedskultur og nultolerance, når det gælder vores sundhed og helbred, er resultatet, at lægger vi et unødigt pres på vores sundhedsvæsen, som tager ressourcerne fra de personer, som virkelig har brug for dem.

Den anden årsag er sundhedsvæsenet selv. Vi har lavet et sundhedssystem, hvor økonomiske og faglige incitamenter fylder mere end patienten. Borgerne kan opleve at blive kastet rundt eller i værste fald blive tabt mellem regionen og kommunen, fordi ingen rigtig ved, hvor de hører til – eller fordi ingen region vil hænge på udgiften af dem. Den måde, som regionerne er skruet sammen på, er ikke til borgernes bedste.

At have fem regioner i så lille et land som Danmark er helt skørt. Det viser sig på flere måder. Vi opretter ledelseslag og instanser alle mulige og umulige steder, og det fører til mere forvirring og tvivl om, hvem der nu skal betale. Lad mig slå fast – det handler ikke om de ansatte i vores sundhedssystem. Jeg er fuld af beundring over de mennesker, der hver dag arbejder for, at vi kan føle os sikre og sunde. Det her handler om det umulige system, de arbejder i.

Vi har gjort det svært for dem at passe deres arbejde. Vi har fyldt på med bureaukrati, skemaer, afrapporteringer, tjeklister og alt mulig andet, der ikke ligger inden for deres spidskompetencer. Jeg forstår ærlig talt godt, at man søger andre græsgange, hvor ens faglighed vægtes højere end bureaukrati.

Vi bør vende hele systemet på hovedet og komme tilbage til den tillidsbaserede tilgang. For der mangler tillid i vores sundhedssystem. Tillid fra os politikere til, at vores sundhedspersonale gør deres bedste og kan finde ud af at udføre deres job uden at dokumentere hver eneste beslutning, de træffer, eller samtale, de har med patienter. Vi må som politikere rydde op i systemet, så vores højt kvalificerede og kompetente sundhedspersonale kan koncentrere sig om det, de er bedste til – at behandle patienter. Kontrol fører til mere bureaukrati, og det er ikke godt for nogen.

Ja, der vil ske fejl. Det er jo mennesker, der træffer beslutninger. Men det gør ikke systemet bedre, at læger og sygeplejersker skal gå rundt og være bange for, at de får en sag på nakken, hvis ikke de udfører alle de prøver og test, der findes inden for et område, selvom det ikke i alle tilfælde er nødvendigt.

Det er enkelte tilfælde af utilstrækkelig behandling, som er skyld i, at hele systemet nu går med livrem og seler i form af noteringer, registreringer og afrapporteringer. Det kan jo være en af årsagerne til den overbehandling og unødvendig brug af ressourcer, vi ser, fordi vores sundhedspersonale er bange for at sætte en fod forkert og blive anklaget for sjusk og utilstrækkelighed?

Som politiker mener jeg, at det er vores job at give vores sundhedspersonale rygdækning til at træffe de sundhedsfaglige beslutninger og prioriteter, de finder nødvendige, så de kan arbejde under bedst mulige vilkår og give os borgere den bedste behandling.

Det bilder jeg mig ikke ind, at jeg er den eneste politiker, der mener. Men jeg tror også, at vejen ud af sundhedssystemets krise også kræver, at vi – både politikere og borgere – tør tænke kritisk om vores egen rolle. Også selvom det indebærer nogle hårde erkendelser. Jeg håber, at mit indlæg kan inspirere andre til at gøre samme slags overvejelser.

Ellers tvivler jeg på, at vi kan få et sundhedssystem, der kan komme i nærheden af at være verdens bedste.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN