Der er noget, jeg ikke forstår. Flere vil sikkert mene, at der er meget, jeg ikke forstår, hvilket også er helt ok.Det kan jeg godt leve med. Men jeg har svært ved at leve med, at man tromler de borgere, der ikke har nemt ved at forsvare sig selv. At sige fra. Borgere med udviklingshandicaps, der er dybt afhængige af, at der er nogen, der hjælper dem og taler deres sag.
Hele sagen om byggeriet på Neptunvej er desværre et klasseeksempel på et arrogant system, der ikke sætter borgeren i centrum. Hvis jeg f.eks. vil bygge et hønsehus i min have, så forbryder jeg mig mod lokalplanen for mit område, så det gør jeg naturligvis ikke.
Men når Randers Kommune vil bygge boliger et sted, så bygger de bare. Selvom det allerede sidste år blev slået fast, at byggeriet var ulovligt, fortsatte Randers Kommune byggeriet, for så måtte man jo bare ændre lokalplanen. På bagkant. Man kan altså som kommune bare se stort på regler og gøre som man vil – uden at der egentlig er konsekvenser. Åh jo, det er der jo så alligevel, for lokalplanen kunne ikke ændres, så nu kommer hele miseren til at koste borgerne penge. Kommunen skal jo finde pengene et sted.
Det er slemt. Men den rigtige skandale i denne sag, er det faktum, at de berørte borgere slet ikke er blevet hørt i denne proces. Hvorfor er de ikke det? Hvad handler det om? Det er vel ikke fordi, Randers Kommune ikke anser det for vigtigt at partshøre denne gruppe af borgere? Jeg håber, at det er en forglemmelse og ikke endnu et udtryk for arrogance. Borgere med handicap har de samme rettigheder som alle andre borgere i vores land.
Jeg kan virkelig godt forstå, hvis nogle af de berørte borgere sidder med en følelse af ikke at være lige så meget værd som andre. Hvis de og deres pårørende føler sig overset og overhørt. Men det er helt uacceptabelt for sådan er der ingen, der skal behandles og da slet ikke dem, der måske ikke selv har ressourcerne til at sige fra.
Det er altså en ommer, Randers Kommune.