27. april 2024

Danske kræftpatienter fortjener bedre

”Danmark er et uland, når det gælder kræftbehandling.”

Ordene er ikke mine. Det er en beskrivelse, der er gået igen både fra patientforeninger og læger i debatten om sundhedsvæsnet de seneste uger – men selvom debatten er aktuel, er den desværre ikke ny.

Vi har nu nået et punkt, hvor patienter i lande, som har et ringere sundhedsvæsen og færre midler, har bedre muligheder for behandling, end vi har i Danmark. Det er resultatet af Medicinrådet og Danmarks rigide regler for godkendelse af ny medicin.

Medicinrådet er et uafhængigt råd bestående af blandt andet læger, professorer og farmaceuter, hvis opgave det er at beslutte, hvilke nye lægemidler patienter skal kunne tilbydes på landets sygehuse.

Rådet skal »sikre den bedste og mest opdaterede behandling af landets patienter«. Men det er desværre ikke den virkelighed, læger og alvorligt syge patienter møder ude på sygehusene. I flere år har rådet givet afslag på ny og mere effektiv medicin til behandling af blandt andet nyrekræft, lymfekræft og prostatakræft.

Jeg er valgt af danskerne for at varetage deres interesser over for et massivt system, og jeg vil simpelthen ikke finde mig i, at borgerne, der betaler nogle af verdens højeste skatter til ét af verdens dyreste sundhedssystemer, skal modtage behandling, der er et uland værdigt. Det er på tide at ruske op i Medicinrådet og deres systemtænkning. Jo før, jo bedre.

Dette er en forkortet tekst fra debatindlæg bragt den 16. oktober 2023 på jp.dk.

Se det i sin fulde længde her.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN