20. april 2024

VENSTRE SIGER NEJ TIL BESPARELSE PÅ SÆRLIGT UDSATTE BØRN

I seneste udgave af 2770 henviser børne- og skoleudvalgsformand Mads Vinterby (S) til en undersøgelse, der viser, at Tårnby er den syvende billigste kommune i landet, når det drejer sig om forældrebetaling for at ungerne kan gå i skolefritidsordning. Det får i samme moment Mads Vinterby til at love, at ”man ikke justerer prisen op ad, når der skal lukkes nogle huller i den kommunalpolitiske trængsel.”

Selvom Tårnby er blandt landets rigeste kommuner, vælger et enigt økonomiudvalg alligevel at udstikke en budgetramme til børne- og skoleudvalget, som er underbudgetteret med cirka 2,5 millioner kroner i 2020. Og det er i den forbindelse at Mads Vinterby (S) blandt andet vil spare 900.000 kr. på særligt udsatte børn, herunder børn med svære handicap.

Det er Venstre inderligt i mod at spare på dette område, så vi stemte nej. Som liberale mener vi, at mennesker trives bedst i frihed under ansvar, men også, at mennesket er frit til at tage ansvar for sit eget liv og i særdeleshed medansvar for andre mennesker og fællesskabet. At de, som kan klare sig selv, er moralsk forpligtiget til at bistå og hjælpe dem, som har det rigtig svært.

Af samme grund foreslog vi en prisregulering af forældrebetalingen til skole- og fritidsordningen med 20 kr. pr. barn i 2020. Det vil omtrent give de 900.000 kr., som mangler til særligt udsatte børn, og samtidigt forbliver vi landets syvende billigste kommune, når det drejer sig om forældrebetaling for vores børn i kommunens skole- og fritidsordninger. Desværre var der ikke opbakning til dette forslag i børne- og skoleudvalget.

Ali Qais

Byrådsmedlem (V)

Medlem af Børne- og Skoleudvalget

 


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN