7. december 2022

Livet leves i landdistrikterne

På mine gåture rundt i landdistrikterne i mit lokalområde med de selvbetalte valgflyers, møder hverdagslivet mig, i dialog med de mennesker der bor der.

I carportene står ofte to små biler som folk er dybt afhængige af, for at passe arbejde, der ligger i hver sin retning udenfor cykelafstand. “Offentlig transport? Det kommer ikke her” siger de samstemmende, og de unge mennesker skal hentes fra byen, for taxa er også et uddød fænomen. Men her går man sammen på tværs af familier og finder løsninger, for man er vant til at løse hverdagens udfordringer sammen.

I villakvarterne med billige huse, står der mange udenlandske navne på postkasserne. Det er mennesker som er kommet til Danmark for at arbejde og blive en del af det danske samfund. Et samfund der bygger på fællesskaber, på arbejdspladserne og i foreningerne. De lokale tager ansvar for at byde nye velkommen, integrere børn og voksne i de lokale fællesskaber. Det er med til at holde liv i landdistrikterne, hvor man fejrer hver lille nyfødte med røde og blå tal på træstorke som tegn på at skolen stadig har en fremtid. Der er en god stemning af værdighed når man går ind på det lille lokale plejehjem, hvor alle godt ved, at vores samfund bygger på det grundlag som beboerne har skabt. Det indgyder respekt.

Kødløse dage, er dage hvor vi spiser fisk for at sikre fiskeriets overlevelse, eller risengrød kogt på god sødmælk med en rigtig smørklat i kanelsukkeret, og så glemmer vi, at frokosten var en rugbrødsmad med leverpostej og spegepølse og nok ikke helt kødløs alligevel. Klima er noget vi tager ansvar for, med nej tak til reklamer på postkassen, så mit budskab ikke når helt så langt ud som jeg kunne ønske mig som kandidat. Men også ved at leve i pagt med og respekt for naturen og landbruget, som hver dag sikrer lokale arbejdspladser og liv i landdistrikterne. Nå ja, så lever vi også med kæmpe vindmøller og solcelleanlæg i baghaverne. De bidrager med masser af grøn energi, så alle danskere kan have en renere samvittighed når de bruger strøm, og staten tjener styrtende på afgifterne, også når tyskerne beder os om at lade vindmøllerne stå stille, selvom vinden blæser.

Hvis du vil have en kandidat på Borgen som kender hverdagslivet i yderområderne, som sætter pris på det almindelige liv, lidt mere sund fornuft, og ikke synes arbejdspladser skal forsvinde gennem diverse klimaafgifter, så sæt dit kryds personligt ved mig, for jeg vil arbejde for netop det og DIG!


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN