En række fagforeningspersoner (ingen nævnt, ingen glemt og tilpas identitetsanonymt) havde den 15. oktober i herværende avis et indlæg, hvori de spørger os kære politikere, om ikke medarbejderne er ”mere værd”.
Nu ved jeg ikke hvilken målestok fagbevægelsen bruger, ej heller hvad de skulle være mere eller mindre værd end? Men jeg kan forsikre de gode mennesker fra fagbevægelsen, at vore medarbejdere altid har været værdsatte, og vel aldrig har være ”mere værd” end nu, hvis man nu skal bruge det udtryk.
Der spørges ind til ambitionerne på vores medarbejderes vegne. Og den er stor. Vi i Halsnæs kommune ønsker, som vel alle andre arbejdspladser, at være et foretrukkent sted at arbejde og uddanne sig.
I Venstre er vi derfor glade for, at et samlet byråd i på vores foranledning har turdet øremærke kompetencepuljerne til de områder, hvor vi ser de allerstørste udfordringer i Halsnæs kommune lige nu; i vore daginstitutioner og i plejesektoren. Det tager vi gerne både ære og ansvar for, uden at det betyder, at andre medarbejdergrupper af den grund er ”mindre værd”.
I erkendelse af, at vi nok slet ikke har set toppen af den mangel på arbejdskraft, der kommer, så har vi også, endelig, fået byrådet med på at ansætte unge i ”spirejob” på vores plejehjem. Ikke mindst for at vise unge mennesker en vej ind i plejesektoren.
Så er der lidt mislyde over, at vi politikere valgte ikke at prioritere de forslag, der blev præsenteret for os, på vores årlige budgetseminar.
At foreslå, i ramme alvor, to ekstra fridage, som tak for indsatsen under Corona, til alle kommunalt ansatte i 2022 for den nette sum af 4.9 mio, er i mine øjne hverken ordentligt eller redeligt, snarere på grænsen til det respektløse.
Respektløst overfor de mange privatansatte og selvstændige, der under flere nedlukninger ikke har vidst, om man havde et job eller ej.
Uordentligt overfor et byråd, der sad med en bunden opgave om at finde mange mio. til det specialiserede område.
Og egentlig også uredeligt overfor de medarbejdere de repræsenterer overfor os politikere