Venstre er i Halsnæs din garant for, at din stemme også i virkeligheden vil arbejde for at fremme borgerlig liberal politik. Det har vi vist i de seneste 4 år, hvor vi har hjulpet borgmesteren med at holde snuden i sporet, og sørget for, at der har været fornuft i de fleste store beslutninger.
Og det skal du huske på, hvis du vil stemme borgerligt, når du skal sætte dit kryds tirsdag den 16. november. For denne gang står Venstre udenfor valgforbund, og så ved du, hvor dit kryds havner, og hvem det gavner.
Og netop på grund af valgforbund, så ved du ikke om det er tilfældet, hvis du stemmer på et af de blå partier, der er gået i samarbejde med Radikale Venstre. En stemme på et af de partier vil have stort potentiale for at sende en radikal i byrådet, og det kan dårligt siges at styrke den borgerlige del af Halsnæs.
De Konservative har længe sygnet lidt hen i Halsnæs, men vejrer naturligvis lidt morgenluft efter Papes foreløbige succes med ”strudsepolitikken”. Det kan selvfølgelig være nok til at sikre dem et mandat, og så skal Venstre gladelig tage imod en Konservativ i byrådet. Alternativt kan konservative stemmer ende med at sende en radikal i byrådet.
Dansk Folkeparti, som vi i Venstre længe har haft et godt samarbejde med, tog ærligt talt fusen på os i sommerferien, da de indgik i et valgforbund uden os. Med den besætning det skib har nu, kan man også sætte et stort spørgsmålstegn ved, hvor borgerlige de egentlig er. Og så kan en stemme på Dansk Folkeparti ende med at sende en radikal i byrådet.
Helt galt kan det gå, hvis der spildes så mange blå stemmer i valgforbundet, at Socialdemokraterne sniger sig til et absolut flertal i byrådet. Det vil ikke være godt for Halsnæs.