20. april 2024

For mange unge står uden for fællesskabet. Har vi taget læringslysten fra dem?

Vi vil muligheder for alle – alle skal med, og alle kan bidrage. Alligevel står 45.000 unge i Danmark udenfor fællesskabet. De har ikke et arbejde og er ikke i uddannelse. Samtidig råber arbejdsmarkedet på arbejdskraft – det er paradoksalt. 

De politiske udmeldinger er klare. Vi skal få flere i uddannelse og beskæftigelse og færre unge skal forlade folkeskolen uden tilstrækkelige kundskaber. Alligevel mister vi nogle, allerede i grundskolen.

For få uger siden var det første skoledag for børnene i 0. klasse. Jeg husker selv, hvordan mine børn har stået nyvasket, i deres pæne tøj, håret nyklippet med den flotte skoletaske med matchende penalhus på ryggen. Alle spændte og nysgerrige på skolelivet som venter, fyldt med lyst til læring, og topmotiveret til at gå i skole og få nye venner. 

For nogle børn varer det ved, for andre forsvinder lysten og motivationen, som sandet løber ud i et timeglas. 

’Det er lysten, der skal drive værket’ – siger det danske ordsprog. Men hvad driver værket hvis læringslysten og motivationen i grundskolen er væk?

Vi snakker om skolen for alle, alligevel vidner det øgede fokus på de boglige fag og de fagfaglige krav, at skolen tilgodeser de bogligt stærke børn. Det udfordrer især den del af drengene, som kan have svært ved at passe ind i skolens rammer. De har energi i kroppen, som måske slår ud i uro. De magter ikke flere timer eller mere ”røv til bænk” undervisning. Det udfordrer den generelle trivsel i skolen og klassefællesskabet.

Politisk bærer vi et stort ansvar, ikke mindst for vores børn og unge, men også for vores medarbejdere. Vi har givet de voksne som arbejder i skolen en samfundsopgave, som de har taget imod, og det forpligter begge veje. 

Som mor til 5, har jeg mange erfaringer med folkeskolen. Jeg synes, det er tankevækkende, hvor meget vi holder fast i, at skolen skal se ud som for mange år siden, når vi samtidig har en gruppe unge, som står uden for fællesskabet og et arbejdsmarked, som skriger på faglært arbejdskraft. 

Der ER brug for flere praktiske og fysiske udfoldelsesmuligheder i folkeskolen, til dem der får sine succeser ad den vej. Samtidig har vores børn også brug for glade, motiverende og inspirerende voksne, som har tid til dem.

Ved sidste budget i Randers kommune øremærkede vi knap 1,1 mio. kroner til indsatser i folkeskolen, som skal øge tilslutningen til erhvervsuddannelserne. Folkeskolerne har fået cirka 20 mio. kroner ekstra årligt og skolerne har taget godt imod de øgede muligheder for kortere skoledage og flere voksne i klasserne. 

I Randers Kommune ser vi at flere og flere unge tager en ungdomsuddannelse. Vi er godt på vej med at få flere med, men vi SKAL have alle med – den ambition må vi ikke give slip på.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN