24. oktober 2021

Randers Kommune

Den gode skolestart – en god investering i vores fælles fremtid

At gå i skole sætter aftryk – og vi har nok alle, både gode og dårlige, minder fra vores egen skoletid.

Mandag var det første skoledag for mange børn. For nogle børn var det DEN første skoledag og for andre en i rækken. At give børnene en god skolestart, er en god investering, ikke bare for det enkelte barn, men også for samfundet – dig og mig.

At børn skal trives og have det godt, mens de er i skole, er indiskutabelt. Alligevel har vi en gruppe børn (mellem 11-12%), som mistrives ved skolestart. Det SKAL vi gøre noget ved.

Mistrivsel kan ramme ALLE børn. Forudsætningen for en god skolestart er, at der er voksne nok om børnene, som passer på dem, har øje for dem, og giver dem en hånd i ryggen, når de har brug for det.

En dårlig skolestart trækker lange spor i barnets liv og er i sig selv en selvstændig risikofaktor.

Vi ved fra undersøgelser, at jo flere udfordringer barnet har ved skolestart, jo højere er risikoen for at de klarer sig dårligt til folkeskolens afgangsprøve, ikke gennemfører en ungdomsuddannelse og hverken er i job eller uddannelse som 22-årig. Det gode er, at vi kan gøre noget ved det.

Så hvordan giver vi børnene den bedste skolestart?
Vi ved fra småbørns området, at antallet af voksne i dagtilbuddene har stor betydning for børnenes trivsel, og det ændrer sig ikke, blot fordi barnet starter i skole.
Der er brug for flere hænder i skolen, hvis alle børn skal kunne trives og fagligt dygtiggøre sig.

Det kræver, at vi politisk tager arbejdshandskerne på og hjælper skolerne, så de kan hjælpe vores børn og børnebørn.

Et enigt byråd har allerede vedtaget minimumsnormering for de allermindste i kommunen. Næste skridt er at diskutere, hvordan vi kan få minimumsnormering også i skolen.

Der er flere veje at gå, men i første omgang kan skolerne vælge at bruge muligheden med at ombytte den understøttende undervisning til den 2-lærer ordning, som folketinget har givet skolerne i dette skoleår. Det vil samtidig give børnene en kortere skoleuge, som mange drømmer om.

Det løser ikke udfordringen på den lange bane, og derfor skal vi, som har hjerte for skolen, sætte os sammen, og arbejde sammen for børnenes skyld. Erfaringerne fra Coronatiden har vist, hvilken betydning det har for børnene, at de voksne i skolen har tid og overskud til de enkelte børn.

Skolens største udfordring er, at der ikke er voksne nok. Det vil jeg gerne lave om på.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN