30. november 2022

JEG VIL IKKE HAVE DINE PENGE – JEG VIL HAVE DIN STEMME!

”At føre valgkamp er dyrt – så hvis du vil støtte mig, så overfør gerne penge via mobilepay…”Det er en sætning som de fleste kandidater – uanset partifarve – har gentaget en del i forbindelse med valgkampen.

Jeg vil nu hellere omformulere det til;”at føre valgkamp kan være dyrt, for der er godt nok meget man kan bruge mange penge på”.

Men som udgangspunkt bliver det jo kun dyrt hvis man vælger at gøre sig afhængig af hele den kommunikationsindustri som tjener penge på valgkampen.

De seneste par uger er jeg jævnligt blevet kontaktet pr. mail og telefon med diverse tilbud om at købe annonceplads, merchandise eller hjælp til videoproduktioner og formidling af budskaber i prislejet fra 4000 kr. til 55.000kr.

Jeg er også blevet rådgivet og vejledt til at opbygge en organisation omkring min person, som skal hjælpe mig med at sprede kendskabet til mit kandidatur i min valgkreds.
Jeg har modtaget en valghåndbog og er anbefalet at udarbejde en minutiøs plan for eksekveringen af min kampagne.

Umiddelbart giver det god mening, at når man er opstillet første gang, så skal man lægge en større indsats i at blive kendt blandt de relevante vælgere i den kreds man er opstillet i. Men når jeg så kigger mod de politikere, som allerede har en eller flere valgperioder bag sig, så ser det grangiveligt ud til, at deres budgetter kun er vokset med tiden, uagtet at de allerede er etablerede politiske navne med offentlighedens opmærksomhed.

Jeg har hørt om budgetter på op til en halv million kroner og mere.

Lad mig bare afsløre at jeg er ikke engang i nærheden af det beløb.

Nyhedsmediet Frihedsbrevet – ved Kristoffer Eriksen – har i dag lanceret en historie som sætter fokus på, at kandidater og deres baglandx, i stort set alle partier, mere eller mindre bevidst, omgår reglen om at man ikke må modtage anonyme donationer på mere end 22.200 kroner (https://web.apsis.one/uKjqsyixDdjZFBC).

De har fået forretningsmanden Mads Dinesen til at ringe rundt og tilbyde 50.000 kroner i støtte med det forbehold, at han vil være anonym.

Hvis Mads ringede til mig, ville jeg nok, i første omgang, blive benovet, dernæst ville jeg sige, at hvis han skulle være anonym, kunne jeg kun modtage 22.200 kroner – jeg kan nemlig godt huske ”finten” fra 2019.Men efter lidt omtanke ville jeg nok bede ham spare sine penge, for jeg ville ikke ane hvad jeg skulle bruge dem på.

Jeg kunne sagtens investere i 1000 poser Mads Silberg i Folketinget-vingummibamser eller smide hele skidtet i en Facebook-kampagne…men det tror jeg alligevel ikke virker, og jeg ville også have det svært ved det – jeg hader selv de der politikker-selfies som skal ”fodre” algoritmen. Jeg bryder mig heller ikke om at der er et bestemt antal ord som skal mødes for at gøre et givent opslag mere udbredt.

Jeg satser på at dem som stemmer på mig, har sat sig ind i hvem jeg er og hvad jeg står for.Jeg håber at de stoler på at jeg vil og kan gøre en forskel i vores lovgivende forsamling og ledelsen af vores land.Jeg satser på at hvis de ikke kan stemme på mig, så bruger de deres stemme på at anbefale dem de kender der kan stemme på mig, til at gøre det.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan forstå de kandidater eller de hårdtarbejdende frivillige medlemmer af deres kampagnehold, som har svært ved at takke nej til et anonymt bidrag på 50.000kr, og modstå fristelsen til at omgå reglerne.

Jeg er ikke naiv. Jeg ved godt at min tilgang nok ikke fører til succes.

Men jeg synes det er forkert, at det skal koste så mange penge at føre valgkamp.Jeg synes at det indfører en skævhed i vores i forvejen udfordrede demokrati.Jeg synes det er forfladigende, at det skal handle om vingummibamser og selfies frem for visioner og ledelse.

Det er i hver fald ikke en præmis jeg vil vælges ind på – så hellere lade være.

https://madssilberg.konservative.dk/


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN