30. september 2022

Forråelse Frabedes

AFSTANDTAGEN FRA BORGMESTRES RETORIK OM BØRN OG VOKSNE MED HANDICAP

Det var en borgerlig borgmester, der i år 2009 italesatte handicapområdet som værende en gøgeunge, der tog penge fra de “almindelige” børn og de ældre.
Denne retorik satte dybe spor i en i forvejen forrået indstilling til børn og voksne, som er født med handicap.

I dag skriver vi år 2022, og der er heldigvis sket meget i indstillingen til handicapområdet. Mennesker med handicap bliver i dag i langt højere grad set som ressourcer. Ressourcer, som på af trods visse begrænsninger har meget at bidrage med til fællesskabet – og som ubetinget har ret til et værdigt liv.

Danmark ratificerede FN’s Handicapkonvention i år 2009, som forpligter vores land til netop at sikre, at mennesker med handicap understøttes i det omfang det er muligt, så de inddrages og delagtiggøres til at kunne tage ansvar for vores samfund på lige fod med alle andre.

Derfor fik vi også morgenkaffen noget så galt i halsen, da vi læste et indlæg i Politiken, hvor fire borgmestre genoptog den triste gøgeunge-retorik om handicapområdet.

Borgmestrene beskriver en reel problemstilling som det kun kan gå for langsomt med at få løst. Så langt er vi enige. Vi anerkender også dilemmaet bestående af det konstante behov for prioritering, lige så vel som den altoverskyggende mangel på arbejdskraft også er en udfordring, der må håndteres.

Men igennem hele indlægget bliver børn og voksne med handicap udelukkende beskrevet som en stigende udgift, der er direkte årsag til at der er beskidt i de ældres hjem. Dette med den underliggende slutning, at en forfordeling af mennesker med handicaps, fører til at kommunen ikke har råd til at servicere resten af kommunens borgere tilstrækkeligt.

Præmis bygger på faktuel fejl
I indlægget påstår borgmestrene, at pårørendebevægelsen #enmillionstemmer ønsker at alle tilbud til borgere med handicap bliver rykket ud af kommunerne, hvilket er lodret forkert.

#enmillionstemmer ønsker handicapområdet skal flyttes, så det ikke længere er kommunerne, der har ansvaret for at træffe afgørelser om hjælp og støtte til mennesker med handicap og psykisk sårbarhed. Dermed er der ikke tale om at tilbuddene skal rykkes ud af kommunerne.

Mangel på selvkritik og selvransagelse
Vi mener også at indlægget savner selvkritik og selvransagelse fra borgmestrene selv, i spørgsmålet om hvorfor at udgifterne til det specialiserede socialområde er stigende.
For burde man som borgmester i en kommune ikke spørge sig selv, om kommunens håndtering af det specialiserede socialområde er en del af årsagen til de stigende udgifter? Om folkeskolereformen med omfattende inklusion af børn med særlige behov er skyld i at flere mistrives og lider af langvarig skolevægring? Om den langsommelige kommunale sagsbehandling forværrer problemer, der ellers kunne have været afværget ved tidlige indsatser? Og om vi grundlæggende er alt for dårlige til at rumme mennesker med særlige behov i både uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet?
Alle disse refleksioner er dog ikke at spore i det nu omstridte indlæg, ligesom at indlægget fuldstændigt ignorerer den horrible mangel på retssikkerhed og kvalitet i sagsbehandlingen, som stort set alle landets kommuner er eksponenter for.

Indlægget vidner om manglende forståelse, manglende empati og en forrået tankegang som med al tydelighed viser, at der er nogen som ikke har rykket sig en tøddel de seneste 13 år.

Troen på mennesker og positiv borgerlighed er vejen frem
Af alle disse grunde tager vi som politisk folkevalgte fra henholdsvis Konservative og Venstre, kraftig afstand fra de borgerlige borgmestres indlæg. Den borgerlige tilgang bør nemlig ikke være at spille sig politisk fallit med klynk over manglende midler fra staten, men bør være en positiv og løsningsorienteret insisteren på, at vi kan gøre det bedre. For det kan vi.

Vi må anerkende at det specialiserede socialområde lider af strukturelle brister. Brister, der medfører, at økonomiske hensyn alt for ofte trumfer de faglige, og at borgerne ofte må kæmpe en langvarig og næsten umenneskelig kamp for at få den hjælp, de ifølge loven har ret til. Systemiske fejl, der resulterer i at hjælpen ofte kommer så sent, at den allerede er utilstrækkelig, da ubehandlede problemer har det med at vokse sig større, og at pårørende i mellemtiden er slidt ned og bliver sygemeldt. Disse brister må og skal udbedres. Først og fremmest for at sikre borgernes retssikkerhed, men også fordi systemet med alle sine fejl og mangler er unødigt omkostningstungt og fører til lange og administrativt tunge klageprocesser.

Endelig bør vi satse målrettet på at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked og på at få flere i uddannelse. For en væsentlig del af både unge og voksne uden job og uddannelse lider af et eller flere handicaps. Og hvis vi ikke formår at ændre dette, smuldrer fundamentet under vores velfærdssamfund. Flere og flere får nemlig diagnoser, hvorfor det er bydende nødvendigt for fremtidens velfærd, at vi skaber rammer, der gør så mange som muligt i stand til at bidrage til fællesskabet.

Så lad os tage fat på disse udfordringer, i stedet for at spille politisk fallit. Der eksisterer allerede et hav af rapporter, undersøgelse og forskningsresultater, der kan danne grobund for reformer af såvel folkeskolen som det specialiserede socialområde, så det er bare om at komme i gang.

Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til sådanne reformer, men om vi har råd til at lade være?____________________________________________________________

Med konstruktiv hilsen

De Borgerlige Byrådsmedlemmer

Christopher Trung Paulsen (C), Slagelse Kommune

Ditte Rust (V), Guldborgsund Kommune

Iben Busch (C), Bornholms Regionskommune

Mads Silberg (C), Solrød Kommune


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN