2. december 2022

EN FORTÆLLING FRA DE VARME LANDE…

Brevet ligger i postkassen. Lige mellem lokalavisen og en flyer fra ejendomsmæglerkæden Home som i fede typer proklamerer, at de lige har solgt nr. 57 i vores rækkehuskvarter, og det på kun fire uger, så hvis vi er interesserede i at afhænde vores hus i en ruf, så skal vi bare sige til – de er klar!

Det er stilet til hr. Mads Silberg og har Militærpsykologisk Afdeling på Svanemøllens Kaserne som afsender. Brevet beskriver i grove vendinger; at det nu er ca. syv måneder siden, at jeg returnerede fra min udsendelse til Afghanistan, og at jeg som led i mit reintegrationsforløb har mulighed for at få en samtale med en af Forsvarets psykologer. Alt jeg skal gøre er at fatte den vedlagte gule kupon, afkrydse det felt der bekræfter mit ønske om en psykologsamtale, putte den i den frankerede svarkuvert og poste den i nærmeste postkasse. Det kræver ikke meget betænkningstid at sætte kryds ud for; JA TAK, og vupti – jeg slipper for at skulle ringe op og prøve at forklare hvorfor, at jeg går og tror at jeg har brug for hjælp. Jeg føler mig allerede lidt lettere i hovedet da jeg cykler hjem fra postkassen, og da jeg en uge efter er blevet ringet op, og har fået booket en samtale tre uger senere, ja så er det lige før at det føles som om at der er håb forude.

###

Jeg parkerer min sølvgrå Fiat Grande Punto foran Militærpsykologisk Afdeling på Svanemøllens Kaserne. Klokken er 0950 og om 10 minutter har jeg en aftale med Anette der er militærpsykolog og skal udføre det der i fagsprog betegnes som en visiterende samtale med mig. Jeg har fået det forklaret over telefonen, og øvelsen er, at der er afsat en time til min samtale med Anette og på baggrund af den, vil hun sætte sig sammen med et panel af sine psykolog-kolleger, og så vil de vurdere min sag og afgøre om jeg er berettiget til støtte fra Forsvarets psykologer. Svaret vil jeg få i løbet af to til tre uger pr. telefon.

 

Jeg har ikke rigtigt nogen forventninger til selve samtalen, men jeg er lidt spændt og glad for at jeg er der. Jeg kan godt se at jeg har brug for at få noget hjælp til at få ”styr på mit hoved”. Når man tænker på hvor god jeg var til at kontrollere min frygt i Afghanistan, så er det en både underlig og skræmmende oplevelse at jeg har så lidt styr på mine følelser nu.

Jeg melder min ankomst hos receptionisten og siger, at jeg har en aftale med Anette kl. 1000. Receptionisten beder mig tage plads i venteområdet, og byder mig kaffe af den termokande der står på bordet. Jeg hælder op i en plastickop og sætter mig til rette. Ud over kaffekanden og stablen med plastickopper, så ligger der et par gamle numre af Illustreret Videnskab, og et væld af brochurer med forskellige emner om hvordan man forholder sig før og efter en udsendelse i international tjeneste, både som soldat og pårørende til en. Jeg har set og læst dem alle sammen før. Jeg fik dem udleveret i forbindelse med forberedelsen inden jeg tog til Afghanistan. De er fyldt med gode råd om hvordan man mindsker risikoen for at havne lige præcis her hvor jeg sidder. Ironien er ikke til at tage fejl af.

 

Jeg når kun at sidde et par minutter, så kommer ”Fuglebjerg” sgu’ ind ad døren og går over til skranken. Han veksler et par ord med receptionisten og går over til mig. ”Fuglebjerg” er ikke hans rigtige navn, men det bynavn han fik som værnepligtig ved Gardehusarregimentet. Han hedder Benni, men blev ikke kaldt andet en ”Fuglebjerg” i Afghanistan. Vi giver hinanden hånden og hilser lige præcis så akavet, som to gamle krigskammerater der mødes hos en militær psykolog ville gøre; ”Nåeh…er du også her?”

Modsat mig, så er det ikke første gang at ”Fuglebjerg” er her. Han fortæller, at han stort set har været i en eller anden form for behandling siden vi kom hjem. Først var det fysisk, pga. de skader han pådrog sig da han sprang i luften den 21. juni, og nu er det så psyken der driller.

 

###

21. juni 2010, kl. 0730, FOB Armadillo, Upper Gereshk Valley, Helmand, Afghanistan.

Som altid når vi skal ud ad porten – om det så er den lille vi bruger når vi skal på patrulje til fods, eller om det er den store, som vi bruger når vi skal køre – så er vi samlet for at modtage vores feltpræsts velsignelse. Solen har været oppe i en tre timer nu og temperaturen nærmer sig allerede de 30 grader. Det bliver endnu en varm dag.

Køretøjerne står linet op i den rækkefølge som vores formation skal køre i og alt er pakket og klart til turen fra Armadillo og til PB Clifton ved Patrol Base Line, et par kilometer længere syd på.

Victor har taget opstilling ved siden af de to forreste køretøjer, og giver os nogle bevingede ord med på vejen. Nogle knæler med sænket og blottet hoved, andre står bare op og lytter. Jeg selv står oppe på dækket af den pansrede mandskabsvogn som jeg skal køre med på turen og kigger ned. Jeg er ikke kristen, og betragter mig ikke som religiøs i nogen forstand. Men jeg har ingen problemer med at finde nytte og værdi i dette ritual. Lige på den anden side af de sand- og grusfyldte Hesco Bastians, der udgør murene omkring Armadillo, lurer risikoen for en pludselig og voldsom død. Vi er oppe imod en determineret og disciplineret fjende som udnytter alle vores svagheder og fejl til at optimere sine chancer for at slå os ihjel med de midler han råder over. Så det giver god mening at samles og se hinanden i øjnene inden vi sammen træder ud og møder faren. Vi er alle sammen klar over at det kan blive os som trækker det korteste strå i dag. Men det giver ro i sindet at vide at man ikke er alene, og at alle vi som står her sammen, er klar til at give vores liv for hinanden – ellers stod vi her ikke.

 

Det køretøj jeg står på, er en gammel svend af typen M/113, i daglig tale kaldet for PMV, som selvfølgelig er en forkortelse for Pansret MandskabsVogn. Vi har to slags deciderede pansrede mandskabsvogne; M/113 og Piranha. Den sidstnævnte er en forholdsvis ny Schweizisk produceret sag der er udstyret med otte store hjul af gummi og har en bund som er kegleformet, med det formål at lede sprængkraften eventuelle eksplosioner fra miner o.lign. væk fra køretøjets kabine hvor passagerne og besætningen befinder sig. Den er groft sagt designet til at sprænge i luften, og der skulle hele 50 kilo sprængstof, detoneret lige under vognen til at slå Sophia ihjel. Alle de andre gange vi har ramt en vejsidebombe med en Piranha, er det hjul som har ramt bomben blevet skudt af og de ombordværende er ”sluppet” med knubs og en ordentlig rystetur. PMV’en derimod, er amerikansk, stammer helt tilbage fra Vietnamkrigen og blev taget i brug af det danske forsvar i slutningen af 60’erne, og har siden været med på stort set alle de missioner som danske soldater har været involveret i. Min far var endda konstabel og kører i en af de første danske enheder som tog køretøjet i brug. Der florerer sågar et billede på internettet af en PMV, der med samme nummerplade, både optræder i Dirch Passer-filmen ”Piger i Trøjen” fra 70’erne og på et billede fra Helmand i 00’erne. Den er udstyret med bælter, hvilket gør at den kan køre i stort set alt terræn, og sejle i vand hvis det skulle være.
Da jeg var i Kroatien i 90’erne havde vi dem også med, og jeg oplevede faktisk at sejle i den under en patrulje i et oversvømmet område ved Sava-floden. Så den er det man kalder for ”bredt anvendelig”. Den er dog knap så sikker at opholde sig i hvis man kører på en vejsidebombe, som Piranha’en. Den har en helt flad bund som ikke leder energien fra en eksplosion nogen som helst steder hen. Det er ikke mere end otte dage siden at ”Kris” og hans hund Loke blev dræbt i en PMV, ikke mere end 800 meter fra hvor jeg står lige nu. Vi ved jo godt at ”jorden er giftig” omkring vores lejr, og vi har mistet absurd mange køretøjer siden vi startede med at operere heroppefra i februar – 10 styks til dato. Især de seneste dage har været pænt voldsomme, og stemningen er ved at være godt trykket. Folk er bange, og nogle mere end godt er.

 

For 10 dage siden, den 11. juni, var vi på patrulje nede i Baheer, hvor en snigskytte fik skudt sig så godt ind på os at vi til sidst afbrød patruljen. Vi kunne ikke finde ud af hvor han skød fra, og da det sidste skud slog ned en meter fra hvor jeg stod, så trak vi os. De lokale gemte sig alligevel inde i deres huse og ville ikke komme ud så længe der var en snigskytte på spil. Byen var sjovt nok fuldstændigt ryddet for folk da vi kom, så de vidste udmærket hvad der skulle ske. Om aftenen ville vi så sende tre køretøjer afsted til FOB Price. Kompagnichefen skulle til møde ved hovedkvarteret, jeg skulle ind og mødes med min chef og så havde vi haft en psykolog på besøg i et par dage, for at tale med dem som måtte have behov, som skulle tilbage til Danmark. Jeg sad som vognkommandør på det andet køretøj, og forrest kørte sergent Rievers med sin gruppe.

Vi når ikke mere end 800 meter væk i nordøstlig retning fra porten, før den forreste Piranha kører på en IED. Jeg står med overkroppen oppe ad lugen på Piranhaen og idet bomben går af, stirrer jeg forbløffet på det spektakulære syn, indtil det går op for mig at jeg er mindre end 50 meter væk fra eksplosionen, og jeg kaster mig ned i bunden af vognen.

 

CONTACT EXPLOSION” – lyder det straks over radioen.

De sekunder der går før end at der kommer en melding fra det ramte køretøj føles ulidelige. Jeg når at forestille mig alle mulige scenarier ift. hvordan der ser ud inde i den ramte Piranha. Men heldigvis er der kun materielle skader, og alle ombordværende har blot fået sig en ordentlig forskrækkelse. De næste par timer går med at få ryddet op og bjerget det ødelagte køretøj ind i lejren. Vi når ikke til Price i dag og psykologen får et par dage mere i Armadillo.

 

Dagen efter, den 12. juni, ankommer chefen for den danske kampgruppe, en dansk oberst, i en kolonne på fem køretøjer. De er på rundtur til de forskellige lejre, og slutter af oppe hos os, hvor de vil overnatte til dagen efter, hvorefter de vil returnere til Price, så psykologen har fået lovning på et nyt lift. Da jeg senere på dagen ringer hjem til min kone for som sædvanligt, primært, at høre hvordan hun og børnene har det, beslutter jeg mig for at fortælle om gårsdagens hændelse med sergent Rievers Piranha. Jeg fortæller om hvordan jeg oplevede det, og hvor glad jeg er for vores sikre køretøjer.

 

Næste morgen, den 13. juni, står jeg oppe ved ”Dust Bowl”, det sted hvor vores køretøjer holder og hvor de gør klar til at køre ud af lejren, og kigger på at obersten og hans følge, inkl. en forhåbningsfuld psykolog sidder op i køretøjerne. Forreste køretøj er en PMV, fra ingeniørerne. I den sidder Casper, som er sergent og gruppefører for en pansret ingeniørgruppe. Casper er ham som blev såret i røven under træfningen den 21. februar, for præcis fire måneder siden. Han har været såret en gang mere, da hans køretøj ramte en vejsidebombe for et par uger siden, og han har fået skiftet de fleste af folkene i sin oprindelige gruppe, fordi de også efterhånden er blevet såret og ikke har været i stand til at vende tilbage igen. En personaleomsætning som for det første siger noget om hvor farligt det er at være ingeniør-soldat i Helmand, og for det andet hvor f-ing mange IED’er jorden er plastret til med, og hvor hårdt de rammer os. En bombe til 50 kroner tager nemt et pansret køretøj i den to-cifrede million-klasse ud. Jeg tror godt jeg ved hvem der løber tør for ressourcer først.

Men Casper, han er stil-going-strong, og sidder oppe på kanten af PMV’en med et koncentreret blik i øjnene. Hvis der er nogen som man gerne vil have til at køre forrest i sin kolonne, og bringe chefen sikkert frem, så må det være Casper og hans svende.

 

Kolonnen starter op og brummer ud af lejren med kursen mod Price, og jeg går over til infirmeriet og sanitetsgruppen for at få en kop kaffe og en snak med Breum og hans drenge. Jeg når kun lige at få fyldt kaffe i plastickruset, da det hule drøn, som man altid frygter at høre, når en kolonne køretøjer er på vej til eller væk fra lejren og som vi har hørt alt for mange gange, lyder. Selvom jeg udmærket ved hvad det er, så reagerer min krop instinktivt ved at fare sammen i et sæt, og jeg går halvt ned i knæ. Sanitetsfolkene slipper alt hvad de har i hænderne og gør sig klar. Breum, har en radio på sig, og der går ikke mange sekunder fra drønet har lydt, til at TOC’en melder – Contact Explosion, at XX Victor har ramt en IED og at SANGRP skal gøre sig klar til at køre ud og yde støtte. Det føles som en evighed inden at sanitetsfolkene får lov til at køre ud i deres Piranha-ambulance, og da de kommer ind igen, er det med en dræbt og fire sårede soldater, samt en død hund.

 

Martin ”Kris” Kristensen var hundefører fra Flyvevåbnet, og var sammen med sin hund Loke, tilknyttet vores deling af ingeniører, hvor de havde til opgave at finde IED’er og andre sprængstoffer. De sad nede i PMV’en da IED’en gik af og tilpas tæt på, at energien fra eksplosionen slog dem begge ihjel. Casper er blandt de sårede. For tredje gang nu, og spørgsmålet er om han er utroligt heldig eller uheldig. Han sad oppe på kanten af PMV’en med fødderne nede i lastelugen og blev sammen med en anden kastet ud af vognen og ned på jorden, og er sluppet med knubs og skrammer. De bliver alle fem evakueret med helikopter og fløjet til felthospitalet i Camp Bastion. Loke beslutter vi at begrave inden for lejren. En beslutning som Flyvevåbnets Hundetjeneste vidst ikke billiger. De ville gerne have haft hunden med hjem, og det kan jeg godt forstå, men da det var første gang en dansk hund blev dræbt i tjeneste, var der ikke rigtigt nogen procedurer for hvad vi skulle gøre med en død tjenestehund.

Psykologen har nu været involveret i to IED-påkørsler på to døgn, og ligner en der kunne have godt af at tage en snak med sig selv…eller en kollega. Obersten har heller ikke den store lyst til at prøve lykken med at køre væk fra Armadillo igen, så han får bestilt en helikopter som han tager hende med i.

 

To dage senere, den 15. juni, tager vi på en lille hyggelig morgenpatrulje, lige nedenfor lejren, sammen med den afghanske deling vi har tilknyttet, for at oprette et check-point, så vi kan få stoppet og gennemsøgt nogle biler. En beskæftigelse som på papiret understøtter både, at vi udfører ”partnering-” og ”training-aktiviteter” med vores afghanske allierede, og undsiger fjenden hans bevægelsesfrihed via ”Ground Dominating Activities”, men som i praksis er spild af tid, til gene for lokalbefolkningen og til fare for os selv.  Vi går ud, det eneste sted hvor vi har indsigt fra et af vores vagttårne og hele vejen ned i Green-zone, således at faren for at gå på en IED er mindre. Vi stiller op ved vejen og venter. Der sker selvfølgelig ikke en skid. I det de lokale kan se at vi har stillet op, så vælger de selvfølgelig en anden vej. Dem som har noget at skjule gider jo ikke risikere at blive ransaget af os, og dem som IKKE har noget at skjule, gider jo ikke at blive forstyrret på deres vej, og så ovenikøbet risikere at havne i krydsild hvis de kommer i nærheden af os, eftersom der jo som regel er nogen som bliver inspireret af vores tilstedeværelse til at skyde lidt efter os.

Min tolk, Omer, og jeg tager en blunder i morgensolen, og efter en times tid beslutter delingsføreren at nedbryde check-pointet og vi begynder at trække op mod lejren igen. Omer og jeg når lige at tage fem skridt, da et øresønderrivende drøn lyder og støv og småsten hvirvler omkring os. 25 meter til venstre for os er en IED blevet udløst. Der var heldigvis ikke nogen derovre, og alle er da også uskadte. Der er ingen tvivl om at der er en eller anden skiderik som har ligget og holdt øje med os, og idet han har troet at han kunne få ram på os har han udløst den. Den er det man betegner som en Command-Wire-IED, hvilket vil sige at den er udløst ved hjælp af en lang ledning som er trukket fra selve IED’en og over til det sted hvor ham der udløste den har ligget. Han har bare skullet forbinde ledningen til et batteri og så er den gået af. Det passer med at bomben har ligget på et sted som vi lige præcis ikke har indsigt på oppe fra vagttårnet. Vi børster støvet af og fortsætter op i lejren.

 

Et par timer senere lyder der endnu et ordentligt drøn fra samme sted. Det viser sig at være det som vi betegner som et ”selvmål”. Briterne, som har bemandingen af det vagttårn som har indsigt ned i zonen fortæller, at de observerede to motorcykler med en mand på hver, komme kørende og forsvinde ud af deres synsfelt i retning af hvor IED’en detonerede i morges. Ti minutter senere lyder braget og de observerer en masse støv, og et par minutter senere kører én motorcykel med én mand tilbage samme vej som de kom. De to gutter har skullet lægge en ny vejsidebombe ud, og har så heldigvis fået kludret i det så de selv har udløst den – ergo et selvmål, og dagens score er 1 – 0 til os.

 

De næste par dage går vi en enkelt patrulje og så er der ”nogen” som skyder 40 mm granater efter det vagttårn vi har til at bevogte indkørslen til lejren fra ørkensiden, og lidt tilfældigt ind over lejren. En 40 mm granat er på størrelse med et XL hønseæg, og man skal vel nærmest rammes direkte oven i hovedet, for at blive slået ihjel af den, så med det erfaringsniveau vi efterhånden er nået til, så er det ikke noget der rigtigt kan bringe nogens pis i kog.

 

Den 19. juni har Rievers og hans gruppe været med deres deling på patrulje i området, og på vej tilbage ind til lejren rammer de en IED – igen. Denne gang er de dog ikke så heldige, og Rievers samt to af hans folk bliver lettere såret og evakueres til Camp Bastion.

 

Den 20. juni skulle vi så have haft besøg af vores Statsminister, hvilket kunne have været en moralbooster, men da der stadig er ”nogen” som med jævne mellemrum skyder 40 mm granater efter os, så vælger man at aflyse det. Det kan vi jo kun grine af, for hvad fanden laver Statsministeren i Afghanistan hvis ikke for at besøge sine soldater i krig? Det er præcis det samme som med feltunderholdningen, som vi heller ikke fik besøg af på grund af risikoen. Feltunderholdning er et begreb som har eksisteret siden starten af halvfemserne hvor den aktivistiske udenrigspolitik for alvor udmøntede sig i flere og mere risikofyldte internationale operationer. Den består i at danske kunstnere, som regel stand-up’ere og kopi-bands, tager en tur ud i missionsområderne og leverer noget tiltrængt adspredelse i de udsendte soldaters hverdag, i form af nogle gode grin eller noget god musik.

Da jeg var udsendt til Kroatien tilbage i ’94 og ’95 havde vi besøg af Lene Siel og Flemming Krøll. Lene Siel kunne lige gå an for en flok, primært, hormonfyldte unge mænd i starten af 20’erne, om ikke andet var hun køn at se på…men Flemming Krøll?? Anyways så havde jeg på afstand fulgt med i hvordan underholdningen med årene blev mere tidsvarende, blandt andet spillede Carpark North i Irak i 00’erne, så jeg havde da sat næsen op efter noget spændende. Men det blev der ikke noget af, vi kunne dog læse nogen fine artikler på Forsvarets hjemmeside om hvordan de inde i ”Narnia” – vores kaldenavn for Camp Price – havde haft besøg af ”Veteranerne” med Michael Hardinger i spidsen, som havde givet en ”fed” koncert og lidt tiltrængt adspredelse fra deres åh-så-lange hverdage…hvem fanden gider også at høre Shu-Bi-Dua uden Michael Bundesen?

 

Så, jo, stemningen er lidt trykket denne morgen hvor Victor er ved at give os sin velsignelse. Folk er bange, trætte af krig og nerverne hænger uden på tøjet. Victor fortalte mig over morgenkaffen, at han havde fortalt kompagnichefen, at han kendte til mindst fem soldater, som var så pressede, at de var kommet til ham og fortalt, at hvis der skete noget i dag, på vej væk fra Armadillo, så ville de melde fra og ikke tage udenfor lejrene mere.

”Stol på Gud og hold krudtet tørt”, afslutter Victor, slår korsets tegn for sig og de sidste par minutters andægtighed afløses af determineret opbrud og den altomfavnende larm fra de pansrede køretøjers kraftige motorer der startes op.

 

Jeg skal køre med i kolonnens andet køretøj med Kjær som kører og Storm som vognkommandør. De er begge artilleriobservatører, som er dem der påkalder artilleristøtte fra diverse kanonbatterier når vi er i ildkamp med fjenden.

”Fredens” fra 2. deling er med som Sweeper. På hvert køretøj skal der være en med som kan finde ud af at bruge en minesøger – Valon. Det skal der i tilfælde af at et af køretøjerne i nærheden rammer en vejsidebombe, så er det hans opgave at afsøge en sikker vej frem til det skadede køretøj, så der kan komme hjælp frem til de eventuelle sårede. Jeg er med som passager, og skal ydermere hjælpe ”Fredens” med at markere den sikre vej, hvis det værste skulle ske. Og baseret på de seneste uger hændelser med vejsidebomber, så er der en mere end betragtelig risiko for at det vil det. Der er ingen tvivl om at vores fjende har fået overtaget i det djævelske spil minestryger som vi har haft gang i de sidste fem måneders tid, og omringet os godt og grundigt med de satans IED’er.

 

”Spillet” går i al sin enkelthed ud på at de graver deres hjemmelavede bomber ned i jorden omkring Armadillo med det formål at vi skal køre eller gå på dem. Vi gør på den anden side så alt hvad vi kan for at undgå dem. Normalt plejer vi at lade forreste køretøj finde den sikreste vej væk, ved at de bare kører, men sørger for at vælge den vej som de regner med at der er mindst sandsynlighed for at der ligger en bombe. Resten af kolonnen sørger så for at køre i deres spor. Vores fjende har jo ikke uanede mængder af IED’er og vil derfor forsøge at komme så tæt på lejren som muligt, for dermed at mindske radiussen, og øge tætheden, på den cirkel af bomber de skal lægge for at optimere deres chancer for succes og forøge vores risiko for fiasko. Jo længere vi kommer væk fra lejren, jo mindre er risikoen således for at der ligger en bombe på vores vej.

 

På baggrund af den seneste tids mange tab af køretøjer og personel, og sikkert også den belastede moral hos sine soldater, har kompagnichefen besluttet, at i stedet for at forreste køretøj finder den sikre vej væk, så skal der gå fire mand med minesøgere indtil vi er så langt væk, at vi er sikre på ikke at ramme en bombe. Det vil godt nok tage noget længere tid, men hellere det end et smadret køretøj, potentielle sårede og/eller dræbte, samt flere soldater som bryder ned psykisk.

 

Vi triller langsomt ud ad porten og er indstillet på en lang dag i ørkenen. De fire mand går forrest og søger på livet løs og små 100 meter fra dem kører så forreste køretøj, en Piranha med tredje gruppe fra anden deling. Kjær holder vores PMV på en afstand af omkring 40 meter op til dem. Det er allerede så varmt at man ikke kan holde ud at side direkte på dækket af PMV’en. Det er lavet af aluminium og tager rigtigt fint imod solens varme stråler. Så jeg stiller mig på den ene af sæderækkerne og har således fødderne frie af bunden og overkroppen oppe i den fri luft. Lysten til at side nede i PMV’en er ikke så stor efter det der skete med ”Kris” og Loke for otte dage siden. Jeg får taget nogle billeder med mit kamera og sludrer lidt med Storm og ”Fredens”, som også tager et billede af mig hvor jeg giver ”Thumbs-up”. Jeg når lige at pakke kameraet ned i dets taske, som jeg altid har hængende i mit bælte, da et kæmpe brag flænser luften. Jeg kigger op og ser forreste køretøj gå i stykker i slow-motion, samtidig med at jeg kaster mig ned i bunden af PMV for ikke at blive ramt af sten og metalstykker. SHIT – nu ikke igen! Endnu en gang kører de samme forfærdelige billeder på min nethinde af hvordan der ser ud inde i køretøjet med døde og sårede. Jeg ved ikke hvor lang tid der går, men det føles som en evighed, så kommer meldingen fra køretøjet om at de har to sårede, ”Fuglebjerg” og ”Hørve”, men resten er O.K.

 

”Fuglebjerg”, som er vognkommandør/skytte på Piranhaen, har smerter i ryggen, og ”Hørve”, der er kører, har bogstaveligt talt fået den pansrede mandskabsvogn smækket op i ansigtet, brækket næsen og slået ryggen. De er begge at kategorisere som ”Cat. A” hvilket vil sige at man skal tilses på et felthospital indenfor en vis tidsgrænse. Det er den mildeste kategori af såret, så der er ikke den store panik, men de skal evakueres med en helikopter.

”Hørve” ankom til Armadillo med et LOGTRAIN for to dage siden efter at have været hjemme i Danmark, siden han blev såret af en IED i starten af maj måned. Ikke engang to døgn nåede han at være her før han kan ringe hjem til sin mor igen.

 

”Sænk rampen!” siger Storm ind i sit head-set og Kjær udløser det håndtag som frigør låsemekanismen og lader PMVens rampe sænke sig stille og roligt mod jorden. Rampen udgør størsteparten af PMVens bagende og er den som de 8 – 10 infanterister den oprindeligt er designet til at transportere, kan løbe ind og ud ad. Modsat når den skal hæves, kræver den ingen motorkraft for at blive sænket. Det klarer tyngdekraften. Den eneste lyd er hydraulikken som med en hvæsen forhindrer den i at banke i jorden med et brag.  ”Fredens” rækker mig en spraydåse med blå maling og finder sin Valon frem. Vi skal i gang med at afsøge en sikker vej frem mod det skadede køretøj, så vi kan få de sårede ud og gjort dem klar til MEDEVAC.

 

Da rampen er sænket så meget at den er placeret i en vinkelret position i forhold til PMVen stopper Kjær den, og Fredens træder ud på den. Han går helt ud til kanten og afsøger jorden lige under rampen, med det formål at sikre at rampen ikke rammer ned på en eventuel IED. Da han er sikker på det, giver han tegn til Kjær, som sænker ramper de sidste 30 centimeter.

”Fredens” går koncentreret og systematisk i gang med at afsøge jorden med retning højre om PMVen. Da han er nået to meter væk fra rampen, træder jeg også ud på jorden. Den samme jord som fire mand for et par minutter gik henover med hver sin Valon. Vel at mærke uden at finde den IED som Piranhaen lige har ramt. Og vi ved at de altid lægger dem ud parvis, således at der altid er en klar til dem som skal rydde op efter den første. Jeg tager en dyb indånding, bukker mig ned, sætter den første blå streg med spraydåsen og håber at ”Fredens” har styr på sit shit.

 

Det er nu ikke fordi jeg har nogen grund til at tvivle på ”Fredens” evner som Sweeper. Vi er fem måneder henne i vores mission og han virker fuldstændigt cool, så mon ikke han ved hvad han foretager sig. Men jeg kunne gå bag ved verdens bedste med en Valon, og stadig ikke være sikker på at han ville finde den IED som eventuelt måtte ligge på vores vej. Der er så mange faktorer der taler for at man ikke finder den, at hvis man tænker for meget over det ville man være lammet af frygt og ikke være i stand til at udføre sin opgave. Valonen er i bund og grund en metalsøger. Hvilket vil sige, at jo mere metal der er i en IED, jo større udslag vil Valonen give, og dermed er der større chancer for at man finder den. Det ved vores fjende jo udmærket godt, så de gør sig selvfølgelig umage for at konstruere dem med så lidt metal i som muligt. De fleste af deres bomber består af hjemmelavet sprængstof, produceret af gødning og proppet ned i en af de karakteristiske gule ti-liters-dunke som de lokale får deres madolie leveret i. Den mekanisme som man skal træde på for at udløse bomben er primært lavet af træ og grafitstænger fra batterier, som heller ikke giver udslag på en Valon. Det eneste metal i konstruktionen er batteriet, som de derfor graver ned langt væk fra bomben, og så de kobbertråde som skal lede den elektricitet der skal udløse sprængningen. For at gøre det endnu mere besværligt er jorden omkring Armadillo ret metalholdig, hvilket gør at hvis man sætter Valonens søgeegenskab til at være for fintfølende vil man få udslag hele tiden, hvilket jo så vil gøre at man stort set ikke kan gå nogen vegne.

Så ”Fredens” skal ikke kun stole på sin Valon, men også se efter tegn på jorden for om der for nyligt har været gravet, aflæse terrænet og undgå steder hvor der er størst sandsynlighed for at vores fjende ville placere en IED. Vores fjende placerer jo omvendt sine bomber på steder hvor han tror, at der er størst chance for at vi vil køre eller gå på dem. Altså, de steder hvor han tror, at vi ikke tror, at han ville finde på at lægge dem. Eller også vil han lægge dem på de steder hvor han tror, at vi ikke tror, at han tror, at vi tror han vil lægge den.

Det er et djævelsk spil ”Jorden-er-Giftig”, for voksne.

Som om det ikke var nok, så er Piranhaen udstyret med et RPG-gitter. Som i grove træk er et sæt femten centimeter brede og 1 centimeter tykke aluminiums-persienner der er sat i vandret position og omkranser hele Piranhaen med det formål at opfange evt. raketdrevne granater affyret mod køretøjet. Ideen er at granaten skal kile sig fast imellem persiennerne og således sprænge uden at berøre selve køretøjets panser, og dermed ikke beskadige det. Hvis granaten ramte direkte på panseret, ville den sprænge hul og soldaterne inde i køretøjet ville blive dræbt eller såret. En smart konstruktion når man bliver beskudt med raketdrevne granater, men knap så smart når køretøjet rammer en IED. Piranhaen har ramt IED’en med sit forreste højre hjul, som er blevet skudt 100 meter ud til højre. Samtidig er cirka fire meter af RPG-gitret, to meter på hver sin side af hjulets placering blevet sprunget i stumper og stykker, hvilket betyder at jorden omkring Piranhaen er oversået med aluminiumsstykker af divergerende størrelser. Og ja, du har nok allerede gættet det. Aluminuim får også Valonen til at give et fint og tydeligt udslag. Med andre ord har vores beskyttelse mod raketdrevne granater gjort os mere udsatte for at blive ramt af IED’er.

 

Men alt det skal man ikke tænke for meget over, så den frygt bliver proppet ”om i rygsækken” og jeg følger koncentreret i ”Fredens” fodspor, og sætter en blå streg for hver anden meter. Jeg sætter den i midten af det felt som han afsøger med Valonen. Således ved dem som bevæger sig efter os, at Valonen har afsøgt jorden cirka en halv meter på hver side af stregen. Da vi når frem til Piranhaen er de fire Sweepere som gik foran den, nået tilbage og de første inde fra køretøjet er begyndt at komme ud. Så der er masser af Valoner i aktion, og inden længe er der afsøgt så vi kan begynde at få de sårede ud. Hvilket ikke er skidenemt. Med det de har været udsat for, skal de helst placeres så hurtigt som muligt på et Spineboard for at sikre at deres rygge ikke lider yderligere overlast. Det svarer til at man er kørt galt i sin bil herhjemme i Danmark. Her vil Falck sørge for at man bliver siddende i sit sæde indtil brandfolkene har klippet taget af bilen, så man kan komme nemmest ud på boardet. Nu kan man jo ikke lige klippe taget af en pansret mandskabsvogn, så her ville det være bedst at sænke rampen og så trække dem direkte fra sæderne, ud på Spineboardet og ud af bagenden af køretøjet. Her er det så lige at RPG-gitrets konstruktion brillerer igen, i og med at gitret også dækker rampen, og den del skal bruge hydraulik for at kunne løftes, så rampen kan sænkes. Desværre sker der det når en bombe detonerer under en Piranha, at hydraulikslangerne bliver flået i stykker og al væsken løber ud, og uden tryk på hydrauliksystemet kan man ikke hæve gitret. Så ”Hørve” og ”Fredens” må hives op af de to små luger som er over deres sæder, for så at blive lagt på Spineboards oppe på Piranhaens dæk. Ikke just optimal behandling af en potentielt brækket ryg. Der er ingen som kan huske hvornår et dansk køretøj sidst er blevet beskudt med en raketdreven granat, men vi bliver ved med at køre på IED’er, så vi har spurgt om lov til at afmontere RPG-gitrene. Men det er en anmodning som man tilsyneladende ikke tør imødekomme, for meldingen hjemme fra Danmark er et klart og rungende NEJ.

 

I mellemtiden er andre gået i gang med at sweepe et sikkert område hvor helikopteren som ”Hørve” og ”Fuglebjerg” skal evakueres med kan lande, og da de næsten er færdige finder de en IED mere. Så er der intet andet at gøre end at gå i gang med at afsøge en landingsplads til MEDEVACen i tilpas afstand fra den nys fundne bombe.

 

”Fuglebjerg” og ”Hørve” bliver båret væk fra den defekte Piranha og lagt ved det køretøj som holder bag ved vores, og efter en 20 minutters tid er der endeligt klart til at helikopteren kan komme ind og samle dem op. Den lander i en støvsky som omslutter alt i en radius af 200 meter, et fænomen som piloterne meget rammene betegner som ”Brown Out”. Hvilket i al enkelthed betyder, at helikopteren flyver de sidste 10 meter, inden den rammer jorden, i blinde, på grund af den massive mængde støv som helikopterens roterblades opdrift generer. I løbet af et lille minut bliver de to sårede overdraget til helikopterens besætning, og den letter igen i retning af Camp Bastion og felthospitalet.

###

Den time gik godt nok hurtigt.
Jeg blev hentet af Anette ude i venteværelset og ført ind på hendes kontor. Hun bød på kaffe og eller vand, og fortalte mig præmissen for den visiterende samtale samt hvilken afgørelse den skulle lede op til. Den kendte jeg jo i forvejen og jeg nikkede indforstået. Derefter gik vi i gang, og noget af det første hun kom ind på, var min barndom.

 

Da jeg var fire år gammel, lod min mor sig skille fra min alkoholiserede far, som drak så meget, at hun ikke orkede at leve sammen med ham mere. Så hun flyttede fra ham, sammen med min 17 måneder yngre lillesøster. Men hun ”glemte” mig.

Så jeg har bogstaveligt talt spenderet mere tid på værtshuse inden jeg fyldte 10 år, end jeg har gjort som voksen.

Så samtalen om min barndom optog stort set hele den time der var afsat, og da den var gået, sagde Anette pæn tak for-i- dag, og gentog, at jeg kunne forvente en afgørelse om hvorvidt jeg var berettiget til psykologisk støtte fra Forsvaret indenfor en to-tre uger.

 

Præcis 17 dage senere modtog jeg et opkald, hvori jeg blev bekendtgjort med, at panelet ikke var i tvivl om at jeg havde brug for psykologhjælp, men at årsagen ikke hang sammen med min udsendelse til Helmand, men derimod min tumultariske barndom. Så de kunne ikke bevilge mig psykologstøtte fra Forsvaret, men de ville hjertens gerne anbefale nogle private praksisser som jeg kunne rette henvendelse til for egen regning.

Forside


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN