Af Inge Messerschmidt, gruppeformand og kandidat til KV21 Dansk Folkeparti
I debatindlæg kan man læse, at Jesper Wittenburg er bekymret for den stærkt voksende trafik i Frederikssund bymidte. Jeg er meget enig og har gennem lange tider gjort opmærksom på min bekymring, og at vi bliver nødt til at forholde os til dette problem.
Allerede i dag låser trafikken på bestemte tidpunkter af dagen. Helt tilbage til februar 2021 havde jeg et møde med Jørgen Bech om dette. Her anmodede jeg om en analyse af trafikken, hvilket han ville gå videre med. I sommer blev vi alle bekræftet i, at analysen er i gang. Jeg ser frem til, at den bliver færdig, så man helt konkret kan forholde sig til trafikken i midtbyen.
Jesper omtaler også det kommende byggeri ved Nygade. Han beskriver det som 5-6 etager højt. Det forslag, jeg sagde ja til at gå videre med, er 4 etager højt, og en af grundene til at Dansk Folkeparti gik med er, at den øverste etage bliver trukket tilbage, således at forøgelsen fra 3,5 til 4 etager ikke vil kunne ses fra gadeniveau. Samtidig er det planen, at byggeriet skal begrønnes, så det ikke virker massivt.
I modsætning til det nye byggeri ved siden af Lidl, der er på 4 etager men med skråt tag, som får byggeriet til at virke ekstra højt. Denne højde havde socialdemokraterne ingen indsigelse imod. Selv om det synes højere end Nygadebyggeriet.
Jeg reagerer, da jeg ikke kan se en logisk sammenhæng med, hvornår socialdemokraterne er imod højder.
Ved Lærkevej var de imod højt byggeri. Ved siden af Lidl er det ok. Ved Nygade er de imod at ændre kommuneplanen, selv om det kommende byggeri ikke vil virke højere grundet tilbagetrækning af øverste etage. Men ved Løgismose var det helt ok på trods af massiv modstand i forhold til det 14 etager høje tårn.
Det, som bekymrer Dansk Folkeparti, er forholdet mellem antal parkeringspladser og lejligheder, uanset hvor der bygges. Hvor er logikken i, at man ikke mener, man som borger har bil, bare fordi man bor stationsnært (gåafstand på 1000 m fra stationen). Så er der sørme mange borgere, der ikke skulle have bil.