I Guldborgsund underbudgetterer vi. Faktisk er handicapområdet tildelt hele 6% færre midler i år sammenlignet med sidste år. Det presser den faglige kvalitet og arbejdsglæden helt i bund.
Det er ikke i orden, okay eller bare nogenlunde acceptabelt. Det handler om mennesker. Mennesker, der har behov for pleje og støtte og som tror fuldt og fast på, at vi vil dem det bedste – men det er svært, når vi konstant ”slukker ildebrænde”. Det er svært, når vi hverken har tid, økonomi eller overskud til at gå i dybden med selv de mest nødvendige pædagogiske tiltag hos borgere med funktionsnedsættelser.
Og som socialpædagog på et botilbud i Guldborgsund kan jeg ikke undlade at spørge mig selv: Hvornår begynder budgettet for handicapområdet at afspejle at mennesker med fysiske og psykiske udfordringer har – ligesom du og jeg – ret til et værdigt og trygt liv?
Vores personale i Guldborgsund Handicap er fantastiske, dygtige og motiverede på at gøre en synlig forskel for vores medborgere på kommunens tilbud. Om vi vil det eller er ej, du kan ikke slukke ildebrænde med gode intentioner. Det kræver viljen til at turde at prioritere anderledes.
På nuværende tidspunkt er det pædagogiske personale i kommunen, mine kollegaer og jeg, presset i en grad, der næppe giver megen tid til andet end ”brandslukning” og at uføre de mest nødvendige ”skal-opgaver” i hverdagen. Det er ikke tilfredsstillende for borgeren, deres pårørende eller den faglige stolthed hos personalet.
Omsorgen kommer først, mens lærende, udviklende og glædesskabende fællesskaber og aktiviteter skubbes længere og længere ned på den pædagogiske to-do-liste. Og helt ærligt. Det er ikke okay.
Underskud på budgettet presser botilbud, a-huse og klubtilbud til konstant underskud. Og det er kritisk, når behovet for pædagogiske indsatser langt fra er faldet.
Hvad der måske bare er nogle cifre på et regneark for nogen, er ude på kommunens botilbud lig med underbemanding, stressede personalegrupper, højt sygefravær og borgere, som ikke får den rette støtte og kontinuitet i deres hverdag, som de har krav på.
Jeg frygter, at hvis vi fortsætter ned ad samme sti, hvor vi konstant må se os løbe om kap med underbudgettering, så ender det med at vores personale til sidst snubler.
Det vil ikke kun gå ud over vores pædagogiske personale, men skade livskvaliteten og livsmuligheder for vores medborgere med særlige behov, samt sætte hele kommunens kerneopgave på hold; at sørge for at borgeren kan mestre eget liv og ret til at indgå i relevante fællesskaber.
Vil du som borger være med til at støtte denne udvikling?