29. marts 2024

Regeringen vil gældsætte dem, der har mindst

Lærte du også at spare op i stedet for at stifte gæld?

Det var Poul Schlüters læring til danskerne efter at vi i 70’erne havde brugt rub og stub og havde gæld til op over skorstenen. Sådan var det også med statens gæld efter uhyggelig mange år med socialdemokratisk styre. Gælden var så høj, at selv S ikke kunne overskue situationen og kastede håndklædet i ringen.

Nu er vi her så igen. De gode dyder synes hurtig glemt. At sætte tæring efter næring er en saga blot; vores statsminister går ud og opfordrer danskerne til at klare dagen og vejen ved at optage lån.

Det var samme model med corona/hjælpen til virksomhederne. De lukker nu af en kant, fordi de ikke kan betale lånene tilbage hurtig nok. Og fordi, de fra start ikke vidste, at de ville ende med at optage store lån over en periode på 2 år.

Det samme risikerer at ske med den enkelte borger. Er det kun i vinter? Er det i flere år, jeg skal optage lån? Hvor stor ender den gæld, jeg skal betale tilbage? Ingen ved det. Heller ikke Mette F. Men hun skal nu nok klare sig i mio-villaen i Nordsjælland.

Men det vi ved er, at en sænkelse af afgifter med pålæg til energiselskaberne om ikke at hæve avancen tilsvarende, vil give en lettelse hos folk.

Hvorfor gør man så ikke det? – Svaret er enkelt. Det vil betyde, at man ikke længere har råd til at give Arnepensioner og gavechecks. Og man vil være nødt til at prioritere i statens budget. Måske ovenikøbet at nedlægge en styrelse eller 2.

Så hellere gældsætte danskerne.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN