Pia skrev lørdag til Berlingskes brevkasse. Hun var træt af at skulle forsvare sig overfor feminister, fordi hun har valgt et roligt liv med en “kedelig” mand. Men hvad er hun for en – den moderne feminist?
70’erne var en tid, hvor feminisme var lig med kamp for ligeløn, adgang til uddannelse, en plads i bestyrelsen og ret til selv at bestemme over egen krop. Fast forward til 2023, og feminister kæmper nu for at få “mental load” og “gratis arbejde i hjemmet” anerkendt som en aktivitet, der bygger samfundet op…
Mental load – kan vi være her?
Lad os først tage fat i det her med “mental load”. Åh, stakkels dig, moderne feminist, der synes, at det at skulle huske at købe toiletpapir og mælk på vej hjem fra dit kontor i centrum er en byrde, som samfundet skal anerkende. Din mor, der var den første kvinde i hendes afdeling og knoklede på kontoret, mens hun stadig kom hjem og lavede mad til en familie på fire, hun vidste åbenbart intet om virkelig “mental load”.
Sprogpoliti uden indhold
Videre til sprogpolitiet. De nye feminister skifter “formand” ud til “formenneske” eller “næstforperson,” tak for at flytte fokus fra substans til ord. Når du ændrer “bestyrelsesformand” til “bestyrelsesperson,” så sikrer du virkelig, at ligestilling opnås, ikke?
De nye feminister har en ide om, at kvinder vil træffe de samme valg som mænd, hvis bare samfundet baner vejen for dem, og de mener desværre, at de behøver hjælp til det. Problemet er bare, at de ikke engang gider forsøge sig på samme bane.
Fra Metoo til ingen ansvar for sig selv
Den moderne feminist går også op i Metoo. Det startede som en retfærdig kamp mod seksuel chikane, men feministen har kørt det derud, hvor en uskyldig berøring eller kompliment tolkes som et overgreb.
Fast forward til samtykkeloven, den moderne feminists våde drøm. Glem “hvad er meningen med livet?” og “hvordan opnår vi verdensfred?”. Nej, det nye store er: “Hvornår har man givet samtykke?”
Sjovt nok giver samtykkeloven hele ansvaret til manden. Han skal spørge om et “ja” og sikre sig, at det “ja” gentages som et mantra igennem hele den romantiske seance. Kvinden? Hun har ingen forpligtelse til at sige så meget som et pip eller gøre noget aktivt. Ansvaret er fralagt hende som en skrøbelig og hjælpeløs tilskuer i sit eget liv.
Det gamle ordsprog “Det kræver to at tango” er blevet forældet. Nu er det mere: “Det kræver en mand at tango og en kvinde, der sidder ved siden af dansegulvet med en checkliste og en advokat.”
Tak medsøstre for at reducere os til svage væsener, der hverken kan sige til og fra, og som ikke længere kan tage ansvar for eget liv. Det harmonerer fint med 1800-tallets kvindesyn.
Erklærede feminist-partier
EL og RV er de erklærede feministiske bannerførere. Det er sjovt, hvordan deres politik appellerer til en bestemt gruppe: den veluddannede, privilegerede kvinde, der ikke orker at arbejde, men som mener, at verden skylder hende en tjeneste, fordi hun har sat børn i verden. Hvor er jeres fokus på de kvinder i samfundet, der faktisk har brug for lige muligheder?
Så kære nye feminister, tak for at reducere os til lallende hylehoveder, der er på vej hjem igen til kødgryderne, alt mens I sætter resultaterne af vores mødre og bedstemødres kamp over styr.