18. august 2022

Niko Grünfeld

Niko Grünfeld: Beskat ublu gevinst ved boligsalg for at bekæmpe ulighed

Frie Grønne vil bekæmpe generationstyveriet og ulighed ved at sætte en stopper for skattefrie milliongevinster ved boligsalg. De høje boligpriser har store konsekvenser og udelukker bl.a. en stor del af de unge fra at bo i nærheden af deres uddannelse og arbejde. Samtidig vil Frie Grønne sikre os bedre mod boligbobler ved eksempelvis at udfase afdragsfri lån.

Vi oplever i disse år endnu en gang et overophedet boligmarked, hvor boligejere i og omkring særligt København og Aarhus scorer millioner af kroner skattefrit på at gøre absolut ingenting.

Det øger uligheden og truer med at sende samfundet ud i en økonomisk krise, hvor de unge ofte betaler den højeste pris. De unge kan slet ikke få fodfæste på boligmarkedet, medmindre man har rige forældre i ryggen, og desperationen er stor. Senest har unge besat et hus i Havnegade i Aarhus i et opråb om adgangen til flere billige boliger er streng nødvendigt. Jeg forstår dem til fulde og er enig med dem.

Mange eksperter og økonomer råber derfor også vagt i gevær og opfordrer til regulering, men ingen politiske partier tør at røre ved denne politiske varme kartoffel – slet ikke op til det kommende folketingsvalg. Men selv nationalbankdirektør Lars Rohde har sidste år medgivet, at boligmarkedet minder om et pyramidespil, hvilket som bekendt er ulovligt i Danmark.

Derfor foreslår Frie Grønne mindst tre indgreb, der skal tæmme boligmarkedet og bekæmpe den ulighed, det skaber og som har betydet, at der er opstået nye klasseskel mellem ejere og lejere, mellem land og by og mellem de generationer, der kom ind på boligmarkedet i tide og dem, der ikke kan komme ind på det i dag.

Frie Grønne ønsker først og fremmest, at gevinsten ved et boligsalg skal beskattes, hvilket sjældent sker i dag på grund af den såkaldte parcelhusregel, som Frie Grønne helt vil afskaffe.

I vores nabolande beskattes provenu af bolighandler på forskellig vis. I Sverige er skatteprocenten på provenuet 22 procent, i Norge 24 procent, mens det i Finland er op til 34 procent. I Tyskland betaler man normal indkomstskat af provenuet fra bolighandel, hvis man har ejet boligen i mindre end ti år.

Det skal vi i Danmark lade os inspirere af, og arbejde for en beskatningsmodel, der skal leve op til følgende principper:

  • Skatten skal gøre op med bolighandel som en massiv ulighedsskabende faktor. Det skal ikke bedre kunne betale sig at eje en bolig end at have et almindeligt lønarbejde.
  • Skatten skal være progressiv og samlet set omfordelende.
  • Skatten skal ramme hårdest, når det drejer sig om salg relativt kort tid efter køb.
  • Betalt grundskyld og ejendomsværdiskat skal modregnes ligesom omkostninger til klimaforbedringer af boligen trækkes fra beskatningsgrundlaget

Frie Grønne ønsker dertil at ændre hvilke lånemuligheder, der kan tilbydes af banker og realkreditinstitutter. Afdragsfri lån og lån med variabel rente er med til at overophede boligmarkedet, hvilket kunne ses, da introduktionen af den type lån ifølge Nationalbanken stod for over halvdelen af real prisstigningen på boliger i 00’erne.

Derfor vil Frie Grønne inden for en kort tidshorisont gøre det umuligt at låne med afdragsfrihed ligesom lån med variable renter med korte tidsperioder for rentetilpasning skal afskaffes inden for nogle år.

Endelig ønsker Frie Grønne, at pengeskabelsen skal nationaliseres og kun ske i Nationalbanken og ikke i de enkelte pengeinstitutter. Bankernes nuværende kreditmagt har været stærkt medvirkende til at skabe boligbobler og har i øvrigt også givet bankerne en alt for stor magt over samfundsudviklingen og skævvridningen af Danmark.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN