…det er ikke farligt og man kan højst risikere at gøre en forskel.
Når man som kommunalbestyrelsesmedlem bliver kontaktet af en familie, der klager deres nød over den sagsbehandling de er genstand for i kommunens forvaltning, så ligger der mange følelsesmæssige op- og nedture, stor frustration og en kæmpe overvindelse af blufærdighed forud.
Disse familier henvender sig IKKE for sjov.
De henvender sig IKKE fordi de er nogle ”brokkerøve”.
De henvender sig IKKE fordi de vil malke systemet.
De henvender sig fordi de føler at de bliver misforstået, ikke bliver set som dem de er, og ikke kan genkende det billede der tegnes af dem i forvaltningens journaler.
De henvender sig fordi de føler at de ikke har mere at miste og er tvunget til at blotlægge deres livs krise.
De henvender sig fordi de er desperate og ikke ved hvem de ellers skal kontakte.
#ENDNUENENKELTSAG
En af de helt gængse automatreaktioner som disse familier mødes med fra lokalpolitikere ude i kommunerne er; ”jeg kan ikke gå ind i enkeltsager”.
Hvilket selvfølgelig er noget forfærdeligt sludder, og direkte i modstrid med en af kommunalbestyrelsesmedlemmernes vigtigste pligter;
At føre tilsyn med, at forvaltningen og dennes øverste leder, borgmesteren, fungerer tilfredsstillende.
Implicit, at sagsbehandlingen udføres lovformeligt, og i henhold til principperne om god forvaltningsskik.
For ikke meget mere end tre uger siden, blev jeg opmærksom på en familie, som tilbage i februar måned – i år – havde fået afslag på en ansøgning om økonomisk støtte til deres udfordrede datter.
De havde klaget over kommunens afgørelse, og ikke fået medhold. Hvilket resulterede i, at kommunen meddelte familien – i starten af marts måned – at klagesagen nu ville blive sendt til videre behandling i Ankestyrelsen.
Helt efter bogen, og som en sidebemærkning, skal jeg understrege at klagesagen IKKE har opsættende virkning på afgørelsen, som således er effektueret under hele klagens behandling.
I starten af september måned – altså et halvt år senere – bliver familien ringet op af sagsbehandleren, som meddeler, at man desværre havde glemt at sende klagen til videre behandling i Ankestyrelsen. Men at man gjorde det nu og med det samme.
Et forløb som familien – med rette – blev noget fortørnede og perplekse over. De spurgte derfor andre forældre til råds i et forum på Facebook, hvilket gjorde at jeg blev opmærksom på sagen.
HVAD GØR MAN?
Jeg gik til tasterne og skrev frem til kommunaldirektøren – i min egenskab af medlem af kommunalbestyrelsen – blandt andet;
”Da Ankestyrelsen har sagsbehandlingstider på op til et halvt år, så kan familien i værste fald først få en afgørelse et helt år efter at Solrød Kommune skulle have fremsendt klagen til behandling i Ankestyrelsen.
Det er jo mildt sagt et retssikkerhedsmæssigt problem – for både kommunen, men især for borgeren.
Solrød Kommune har fastholdt en afgørelse på et ulovligt grundlag, i og med at borgerens klageret ikke er blevet varetaget, hvilket burde resultere i at vi gav borgeren medhold indtil Ankestyrelsen beslutter noget andet.”
Og udbad mig følgende:
”En forsikring om at Xxxx familie ikke kun nøjes med en mundtlig orientering, angående kommunens manglende evne til at varetage deres retssikkerhed.
Hvilket skal forstås som, at jeg gerne vil udbede mig en kopi af den skriftlige redegørelse og undskyldning, som jeg forventer bliver fremsendt til familien, så hurtigt som muligt.
En stillingtagen til hvorvidt familien skal kompenseres for det retstab som de har lidt, evt. i form af et medhold i deres klage, gældende som minimum til at Ankestyrelsen har behandlet klagen færdig.”
DET NYTTER
I sidste uge fik familien så besked om, at kommunen beklagede forløbet, samt at man havde benyttet lejligheden til at revurdere sagen. Denne revurdering førte frem til at familien nu ville få medhold i deres klage, og udbetalt den økonomiske støtte som de indledningsvis havde fået afslag på.
Jeg deler ikke denne historie for at få anerkendelse for at have gjort en forskel for en familie – selvom jeg ikke skal lægge skjul på at det føles godt.
Jeg deler den for, at den kan tjene som eksempel til efterlevelse, for mine mange kolleger ude i landets kommunalbestyrelser, på hvor effektfuldt det potentielt kan være, når man som byrådsmedlem stoler på de intentioner som de mennesker man repræsenterer, henvender sig med.
Man kan godt gå ind en ”enkeltsag” – man har faktisk pligt til det.