At det lige var mig, der kom afsted til Kyiv med en delegation fra United for Ukraine, hænger sammen med, at jeg har en plads i Europaudvalget, hvortil invitationen var sendt. Da jeg ikke er ordfører på området, har jeg ikke umiddelbart krav på at komme med på sådanne ture, men skæbnen ville, at blandt de folketingsmedlemmer, der på forhånd havde meldt interesse for rejsen, var jeg den eneste, for hvem det til sidst kunne lade sig gøre at komme med.
Herefter gik et sikkerhedsapparat i gang, som jeg ikke har været en del af tidligere, hvilket blandt andet indebar, at al kommunikation om turen skulle foregå via en krypteret app, Signal. Allerede dér gik det op for mig, at det her nok var en ret speciel tur.
Jeg skulle yderligere igennem en større proces, hvor PET også var involveret i vurderingen af, om det var sikkert for mig at rejse alene, eller om en PET-agent skulle følge med. De vurderede dog, at det ikke var nødvendigt, hvilket betød, at jeg skulle rejse alene.
Fra Folketingets IT-afdeling fik jeg udleveret en såkaldt “burner”-telefon og “burner”-iPad, som er elektronisk udstyr, der ikkekan spores direkte til mig, og som efter hjemrejse ville blive destrueret.
Årsagen er, at så snart jeg bevæger mig ind i Ukraine, vil russerne registrere det og notere sig numrene på de enheder, der er kommet ind i landet. På den måde kan de bruge dem til overvågning fremadrettet. Alle telefoner og iPads har et unikt ID-nummer, som kan spores, og derfor ville russerne kunne følge disse enheder. Derfor måtte jeg heller ikke tage hverken min private telefon, min arbejdscomputer eller min Folketingstelefon med. Jeg fik også særligt strømkabler, fordi almindelige opladere kan bruges til at trække data ud af enhederne.
Jeg måtte heller ikke fortælle min familie eller nogen andre, præcis hvad jeg skulle. Jeg fik dog lov til at sige, at jeg skulle til Ukraine, men ikke noget om, hvem vi skulle mødes med, eller hvornår vi var hvor. Arrangørerne understregede også, at intet måtte deles på sociale medier under rejsen.
Rejsen til Ukraine
Søndag den 23. februar startede min rejse med en tidlig afgang fra Aarhus Lufthavn via Kastrup til mødedestination i Polen, hvor alle i delegationen skulle mødes. Efter nogle timers venten blev vi samlet og transporteret først med bus og derefter med tog til Ukraine, da det ikke er muligt at flyve civilt i Ukraine på grund af krigen.
Togturen til Kyiv var med nattog og varede ti timer, hvilket gav mulighed for at lære de andre parlamentarikere at kende. Jeg talte blandt andet meget med kolleger fra Rumænien, Polen, Litauen, Island, Nederlandene, Spanien og Portugal. Det var interessant at høre om de forskellige parlamenter og deres måder at arbejde på. Nogle steder meget anderledes end den måde tingene foregår i Danmark.
Vi var i alt 26 parlamentarikere fra 23 forskellige nationer i vores delegation, og der kom flere til undervejs. På samme tog var også repræsentanter fra den danske regering, herunder forsvarsminister Troels Lund Poulsen, som jeg hilste på undervejs.
Efter ankomst til Kyiv, blev vi hentet af tre busser med politieskorte og kørt direkte til vores hotel, hvor vi blev indkvarteret og fik lidt morgenmad, før programmet gik i gang.
En særlig dag i Kyiv
Vi ankom netop den 24. februar, som var treårsdagen for Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine. Det var en meget speciel dag at være i Kyiv, hvor regeringsledere fra et hav af lande var tilstede, herunder også vores egen statsminister Mette Frederiksen.
Vores delegation havde naturligvis også et program med møder, som var aftalt på forhånd, men som vi også vi vidste, kunne ændres fra time til time. Derfor var det heller ikke garanteret, at vi kunne mødes med præsident Zelenskyy, men vi håbede naturligvis på det.
Luftalarm i det ukrainske parlament
Vores første programpunkt var besøg i det ukrainske parlament (Verkhovna Rada). Lige inden mødet gik i gang begyndte flere af vores telefoner at larme. Årsagen var, at et potentielt luftangreb kunne være på vej og advarslen kom via en app, Air Alarm Ukraine, som vi havde installeret på vores udleverede burner-telefoner.
Når Air Alarm Ukraine aktiveres, går der få sekunder før man i telegram-gruppen kan læse, hvad der er på vej og vi kunne hurtigt se, at det var supersonic missiler, der var affyret mod Kyiv. Alle i parlamentssalen – nok omkring 450 personer – blev evakueret til beskyttelsesrum, men jeg bemærkede, at ukrainerne tog det med en ro, som jeg ikke selv havde. Det var tydeligt, at de hyppige alarmer var blevet en del af hverdagen.
Efter en halv times afbrydelse kunne vi fortsætte mødet, hvor vi deltog i en mindehøjtidelighed samt drøftelser om nye lovforslag relateret til krigen.
Jeg lagde mærke til at flere af parlamentsmedlemmerne bar militærtøj, og først undrede det mig, men det gik op for mig, at det simpelthen var fordi, de kun var i parlamentet for at stemme, hvorefter de igen ville drage ud for at kæmpe for deres land.
Efter den officielle del i parlamentssalen, var vi så heldige at få et kort møde på cirka 20 minutter med parlamentets formand, Ruslan Stefanchuk samt fem af hans kolleger. Da Ruslan måtte forlade mødet blev de andre parlamentsmedlemmer, og vi fortsatte uden formanden. Fælles for alle de møder, vi havde på turen, var temaet, hvad vi som parlamentarikere i andre lande kunne gøre for dem. De forskellige ukrainske parlamentarikere gav hver især en status på situationen samt fortalte, hvad de mente, at vi kunne gøre for dem. Vi havde også efterfølgende mulighed for at stille dem spørgsmål.
Møde med civilsamfundsorganisationer og Yalta konference
Efter besøget i Verkhovna Rada skulle vi tilbage på vores hotel for at spise frokost. Turen fra Parlamentet til vores hotel er en gåtur på ca. 5 minutter, men pga. sikkerhed skulle vi fragtes i biler. Al transport foregik med politieskorte og med os fordelt i tre minibusser med sorte ruder efter politiet.
Under frokosten var der nogle civilsamfundsorganisationer til stede, og de brugte roen, mens vi spiste, til at fortælle om deres arbejde. Blandt andet kæmper den ene af organisationerne for at alle de indefrosne russiske midler rundt om i verden burde blive frigivet, men i stedet for at frigive dem til Rusland, skal de frigives til Ukraine.
I løbet af dagen var der flere højtideligheder rundt om i Ukraine. Vi skulle deltage på Yalta European Strategy forum, hvor en masse politiske møder ville finde sted. Vi havde først et møde med den britiske delegation, der også var i Ukrine med samme formål som os.
Jeg kom selvfølgelig til at smide mit adgangskort væk, så jeg ikke kunne komme ind til selve konferencen efter at have været udenfor konferenceområdet. Konferencen blev holdt på et stort hotel, så jeg brugte et par timer af eftermiddagen på at sidde i hotellobbyen og kigge på mennesker. Jeg stødte bland andre på Boris Johnson et par gange. Den sidste gang kom han ud af en elevator omgivet af sikkerhedsfolk og med kufferten i hånden og en blå og rød tophue på hovedet. Han sagde et eller andet til mig, men jeg havde høretelefoner i ørerne, så jeg hørte ikke, hvad han sagde… Jeg smilede bare.
Droneangreb over Kyiv
Efter dagens tætpakkede program blev vi kørt tilbage til vores hotel, hvor aftenen var til vores egen disposition, og eftersom jeg ikke havde adgang til sociale medier, så var det faktisk meget rart bare at bearbejde dagens indtryk i ro og mag.
Men den ro og mag varede ikke ved. Air Alarm Ukraine lød tæt på midnat. På telegram app’en fulgte jeg med og lagde informationerne op i vores fælles tråd. Folk talte lidt frem og tilbage i tråden om hvorvidt vi skulle gå i sikkerhedsrummene. Jeg tog tøj på imens jeg ventede på at finde ud af, hvad de andre gjorde. Efter et minuts tid ringede én af de andre deltagere til mig. Han havde set, at jeg havde lagt informationerne op i tråden. Han boede på et andet hotel og rejste med egne sikkerhedsfolk samt en sekretær. Han fortalte, at hans sikkerhedsfolk havde sagt, at der var tale om et droneangreb, og hvis man havde et værelse uden vinduer, så kunne man blive på værelset, men hvis ikke skulle man gå i sikkerhedsrummene. Jeg havde et forholdsvis stort værelse, men der var også store vinduer. Mit badeværelse lå derimod bagerst og vendte ud mod gangen, så jeg tog min dyne og min krydsord og lagde mig ud på badeværelset. Herfra kunne jeg så følge med via app’en. Efter et par timer gik jeg tilbage i min seng. Tidligt om morgenen, måske et par timer før jeg skulle op, gik alarmen igen, men denne gang blev den afblæst ret hurtigt.
Morgenmøde med strategier på agendaen
Vores første møde tirsdag d. 25. februar fandt sted på vores eget hotel. Her kom Ministeren for Strategisk Industry, Hermann Smetanin, Vice generaldirektør for Udvikling, Mykhailo Shevchenko og en tredje person for at fortælle os om Ukraines strategiske forsvarsindustri.
Allerede dagen før på vores møde i parlamentet gjorde flere af parlamentsmedlemmerne opmærksomme på det, de kalder ”den danske model”, som de virkelig er begejstrede for i Ukraine. Den danske model kan i grunden virke ret banal, men det er en model, der virker. I Danmark støtter vi Ukraine på mange måder. Faktisk er vi dét land, der bidrager med flest penge, hvis man måler på procent i forhold til BNP. Kigger man på den samlede mængde pengetilførsel ligger vi nummer 4. Det må man sige er ret godt gået af så lille en nation – og det er også noget, der bliver bemærket i Europa og særligt i Ukraine.
Ukrainerne er meget glade for Danmark. Den danske model består af, at i stedet for, at vi ”bare” sender penge derned, så spørger vi Ukraine, hvad de har brug for af våben og materiel. Ukraine har gennem årene – også før den russiske invasion – opbygget en ret stor våbenindustri, og en stor del af den danske hjælp er netop at understøtte denne lokale produktion.
På den måde bidrager vi dobbelt, fordi vi både hjælper med til, at de kan holde hjulene i gang, hvilket er en utroligt vigtig ting, men jo også fordi de kan tage våbnene (gratis) i brug så snart de er færdige. Der er ikke noget med at skulle vente på at få tingene leveret, sådan som vi f.eks. ser det lige nu med de fly Frankrig har lovet Ukraine.
Min nederlandske rejsekammerat, Jesse Klaver, var meget interesseret i at finde ud af, om ikke også den Nederlandske model er god. Og han spurgte Herman Smetanin, hvilken model der var bedst. Det var tydeligt, at ministeren ikke brød sig om at skulle svare så direkte af frygt for at virke utaknemmelig, men efter at have talt rundt om det i et halvt minuts tid blev det klart, at det ER den danske model, der giver bedst mening for Ukraine. Det kan vi altså godt være stolte af herhjemme.
Et stramt program
Som nævnt kunne vores program ændre sig fra minut til minut. Lige så snart mødet med Herman Smetanin fra Ministeriet for Strategic Industry var færdigt, skulle vi direkte videre ud i busserne til et møde med Olha Stefanishyna, som er justitsminister samt vicepremierminister for europæisk og euro-atlantisk integration af Ukraine.
Mødet fandt sted i et forretningskvarter, men da hun var forsinket af andre møder, startede vi med en rundvisning udenfor. Det er et flot kvarter, og man kan se, at der er brugt mange penge på opbygningen. Vi fik fortalt, at pladsen i midten af kvarteret er et sted, hvor mange mennesker mødes, når vejret er godt, og hvor der ofte afholdes markeder og lignende. Midt i det hele stod en stor statue med røde bogstaver, der dannede ordene STOP WAR.
Vi blev gelejdet ind i bygningen og op til et mødelokale på tredje sal. Vi var nødt til at gå i gang med mødet selvom Olha endnu ikke var ankommet, da der også var andre gæster til stede. De øvrige gæster var MEP’er fra hele Europa. Efter cirka 10 minutter kom hun selv til mødet og overtog dagsordenen. Hun gav et kort referat af nattens forhandlinger og talte også om den muligvis kommende aftale omkring mineraler. Hun så meget træt ud og havde ikke meget tid til os. Desværre måtte hun gå igen efter cirka 20 minutter. Det vigtigste for hende var dog, at Ukraine hurtigst muligt bliver optaget i EU.
Vi skulle efterfølgende have haft et møde med Alona Shkrum, første næstformand i udvalget for regional udvikling og kommuner i Ukraine, men det blev desværre aflyst. Det gav os tid til at tage tilbage til hotellet og få en hurtig frokost.
Under frokosten fortalte Zygis, at det endelig var lykkedes at få et møde i stand med præsident Zelenskyy. Om det hele tiden havde været en fast del af programmet, eller om det var kommet i stand i sidste øjeblik, ved jeg faktisk ikke. Af sikkerhedsmæssige årsager var ikke alle møder skrevet ind i vores program med eksakte tidspunkter og lokaliteter. Så cirka to timer før mødet blev det altså meddelt os, at det ville finde sted.
Men inden vi skulle mødes med præsident Zelenskyy, havde vi et møde med forsvarsministeren, Rustem Umerov. Vi skyndte os ud i busserne igen og kørte i al hast videre til forsvarsministeriet. Zygis havde tidligere mødtes med forsvarsministeren og fortalte, at det nu var et nyt sted, vi skulle mødes. Det lader til, at ministerierne flytter rundt jævnligt for at holde det nogenlunde hemmeligt, hvor de vigtigste personer opholder sig.
For at komme ind i ministeriet måtte vi vise vores pas, og det var ikke tilladt at medbringe andet end en jakke. Ingen store tasker var tilladt. Vi skulle igennem et sikkerhedstjek, som mindede om dem i lufthavne. Flere gange blev vi spurgt, om vi havde afleveret vores telefoner og alle blev kropsvisiteret.
Mødelokalet var ret stort og i midten stod et stort mødebord med plads til cirka 20 personer. Vi var dog flere, så der var opstillet stole langs siderne af lokalet, hvor de resterende deltagere kunne sidde og overvære mødet samt stille spørgsmål. Efter fire-fem minutter kom forsvarsministeren, ledsaget af Brigadegeneral og Vicechef for Generalstaben, Volodymyr Horbatiuk, Mykhailo Shevchenko, som vi jo også havde haft møde med tidligere på dagen.
Rundt om bordet stod sikkerhedsvagter, der konstant holdt øje med, hvad der foregik. Forsvarsministeren startede med at ridse situationen op og gav derefter ordet videre til de andre, som hver repræsenterede sit område og gav en kort opdatering.
Herefter var der mulighed for korte spørgsmål. Ministeren havde ikke meget tid, så mødet varede kun 20-25 minutter. Men et af de spørgsmål, vi nåede at stille, handlede om, at Ukraine for nylig havde sænket værnepligtsalderen fra 25 til 23 år for at kunne skaffe flere soldater. Vi spurgte, om man kunne forestille sig, at alderen ville blive sænket yderligere til 21 eller måske 18 år.
Ministeren svarede, at han ikke var sikker på, at det ville være løsningen. Ukraine står over for en fjende, der rekrutterer på fuldstændig vanvittige måder. Han fortalte, at Rusland tvinger børn helt ned til 15 år til at kæmpe – de sætter dem simpelthen en pistol for panden og giver dem valget mellem at kæmpe eller blive skudt med det samme.
Her er valget nok ikke så svært. De bruger også ukrainske krigsfanger på denne måde. Mange af de børn, der blev taget som krigsfanger i starten af invasionen, er blevet hjernevasket til at tro, at deres forældre har forladt dem, og at den eneste måde at hævne sig på er ved at kæmpe for Rusland.
Forsvarsministeren fortalte, at nogle af disse børn kun er 11 år gamle. Han beskrev, hvordan Rusland er fuldstændig ligeglade med menneskeliv. Når en bataljon bliver skudt ned, sender de bare en ny – også selvom de ikke er trænede soldater. Det er umuligt for os at forestille sig, hvordan det må være. Det var tydeligt at se, hvor berørte forsvarsministeren og hans mænd var, når de talte om situationen.
Mødet med Zelenskyy
Mødet i Forsvarsministeriet sluttede med de obligatoriske billeder. Det kan virke en smule plat med alle de billeder, men jeg tror faktisk, at det har ligeså meget værdi for ukrainerne, som det har for os. Måske endda mere. Det er jo en måde for dem også at vise, at der er mange lande bag dem – og selvom vi blot er parlamentsmedlemmer og ingen af os i min delegation har ministerposter, så havde en del dog formandsposter i betydningsfulde udvalg i deres respektive hjemlande og uanset, så sender det et godt signal, at så mange forskellige parlamentsmedlemmer står bag Ukraine.
Vi skyndte os herefter videre til vores næste destination – mødet med præsident Zelenskyy.
Jeg må indrømme, at jeg ikke helt troede på, at det ville ske, før jeg så det med egne øjne. Jeg ved jo, hvilken situation han står i, og at hans program kan ændre sig i sidste øjeblik.
Vi blev hastet gennem Kyiv i busserne og ført gennem flere sikkerhedsposter, inden vi endte ved en stor port og blev lukket ind. Her blev vi bedt om at efterlade alt i bilerne – vi måtte kun have vores almindelige tøj på og vores pas med ind.
Da vi kom ind, stod vi i en lang række for at gennemgå endnu et sikkerhedstjek, præcis som i en lufthavn. Vores pas blev scannet, og vi blev grundigt tjekket for at sikre, at vi lignede billederne i vores pas. Efter at være gået igennem metaldetektoren stod vi på den anden side og ventede lidt. Her opdagede vi, at nogle deltagere stadig havde deres telefoner med, selvom vi flere gange var blevet informeret om, at det ikke var tilladt. Går den så går den.
Vi blev derefter vist ned i en slags kælder, hvor vi skulle igennem endnu et sikkerhedstjek for at komme helt ind. Her blev de sidste deltagere, der stadig havde deres telefoner, bedt om at aflevere dem. Sikkerhedsfolkene sagde, at alle smartphones og smart-watches skulle afleveres og efterlades udenfor, da de ikke måtte bæres ind til mødet med Zelenskyy.
De bad endda mig tage mit ur af og lægge det. Mit ur er ikke et smartwatch, men et almindeligt mekanisk ur med viser, der bliver trukket op, når jeg bevæger armen. Men der var ingen kære mor – jeg måtte aflevere det i en lille kasse sammen med mit pas. Vi kunne simpelthen ikke have noget som helst med ind til mødet med præsident Zelenskyy.
Vi blev herefter gelejdet ind i et lille lokale, hvor der var en slags bar. Bag baren stod to mænd, der spurgte, hvilken slags kaffe vi ville have. På baren stod der et par fade med et udvalg af snacks, og rundt omkring baren stod der små borde, hvor der kunne sidde tre-fire personer omkring hvert. På bordene var der fade med småkager og petit fours. Meget luksusagtigt i forhold til, hvad vi ellers var blevet mødt med rundt omkring. Jeg tænkte ved mig selv, at vi burde indføre dette i alle vores ministerier i Danmark – en lille kop kaffe inden et møde med en minister.
Efter cirka 10 minutter blev vi vist op ad en anden trappe og direkte op til et stort mødelokale. Mødelokalet lignede faktisk byrådssalen i Randers, blot meget større og mere luksuriøst indrettet med mere schwung. Opstillingen var den samme: stolerækker i den ene ende og en rundkreds af mødeborde i den anden. Vores navne stod allerede parat på bordet, så vi måtte ikke selv bestemme, hvor vi skulle sidde. Den kyrilliske skriftmåde vendte ud og den for os almindelige skrivemåde vendte ind mod stolen, så vi selv kunne se, hvor vi skulle sidde. Jeg kom til at sidde tæt på præsident Zelenskyy – kun tre andre imellem os.
Vi talte kort sammen om etiketten og blev enige om, at når præsidenten kom ind, ville vi rejse os op. De gør ikke meget ud af formelle skikke i Ukraine i denne krigstid. Vi havde allerede fået besked inden afrejse om, at vi ikke skulle have slips eller jakkesæt på, og at pigerne heller ikke skulle have for pænt tøj på, da de ikke selv går i jakkesæt eller lignende. Det har man jo også set både før og efter – præsident Zelenskyy ikke bærer jakkesæt ved særlige lejligheder. Man kan mene om det, hvad man vil, men jeg synes, det er ekstremt fint, at han gerne vil ligne sin befolkning og ikke føler sig specielt ophøjet i den sammenhæng. Vi ventede lidt ved bordet, måske et par minutter, og pludselig gik døren i den anden ende af lokalet op.
Vi rejste os alle sammen. Først kom en slags rådgiver ind, og derefter kom præsident Zelenskyy. Jeg må indrømme, at jeg lige gispede en enkelt gang. At stå ansigt til ansigt med en person af hans format – sådan en stor mand – var overvældende.
Vi satte os omkring bordet, og der var en smule underlig stemning – som om vi lige skulle i gang. Præsidenten tog ordet og bød os velkommen. Han havde et lille talepapir med, som han holdt sig til i starten. Da han havde budt velkommen og takket os mange gange for at være der, gav han ordet til Zygis, som takkede for, at Zelenskyy ville tage imod os, og derefter var der egentlig bare åbent for spørgsmål.
Vi stillede naturligvis spørgsmål om, hvad han tænkte om Donald Trump og de udmeldinger, han var kommet med på det tidspunkt, og vi talte også om treårsdagen for Ruslands fuldskala invasion.
Men det, der hele tiden stod klart for os, var præsident Zelenskyys enorme taknemmelighed – og han gjorde mange gange opmærksom på, hvor taknemmelig Ukraine er over for de andre europæiske lande. Det, der betyder allermest for dem, er optagelse i EU og NATO. De er godt klar over, at noget af det vil tage længere tid end andet, men man skal starte et sted.
På et tidspunkt sagde min sidemand til præsident Zelenskyy, at jeg, som sad til højre for ham, var hans danske kollega, da han i et spørgsmål omtalte ”Den danske model”.
Det fik præsidenten til at tale meget mere om ”Den danske model” – hvor god den er, hvordan den virker for Ukraine, og hvor stor en hjælp den har været og stadig er. Fordi han nu vidste, at jeg var den danske repræsentant, kiggede han meget på mig, mens han talte – og jeg kiggede naturligvis også på ham. Og i det øjeblik blev der taget et kongebillede af os.
Hele mødet gjorde i det hele taget et stort indtryk på mig. Især da han sagde: Hvordan kan jeg acceptere en våbenhvile, når 4.000 af vores landsmænd er fanget i Rusland? Hvordan skal jeg acceptere, at de har taget vores land? Han talte med tårer i øjnene, og det var hjerteskærende at se en mand, der har kæmpet så længe, være så følelsesmæssigt berørt.
Der er ikke meget at sige efter sådan en udmelding.
Mødet sluttede af med et fælles foto i den ene ende af mødelokalet. Efterfølgende fik vi mulighed for at trykke Zelenskyys hånd og samtidig takke ham og Ukraine for deres kamp.
Deres kamp for vores alles frihed. Jeg må sige, at efter sådan et møde føltes alle andre bekymringer, man måtte have om sit eget liv, ret ligegyldige.
Tid til hjemrejse
Efter mødet med Zelenskyy kunne vi nå tilbage på hotellet og friske os op, spise lidt aftensmad og pakke det sidste inden afrejse. Denne tur tilbage var præget af stilhed i bussen. Ingen sagde rigtig noget. Alle sad vist bare og ”kom sig” ovenpå besøget hos og samtalen med Zelenskyy.
Under aftensmaden var der endnu engang nogle civilsamfundsaktører på besøg, for at fortælle om deres arbejde. Det var enormt prisværdigt, men jeg tror faktisk, at det var de færreste af os, der rent faktisk havde hjernekapacitet til virkelig at lytte efter, hvad der blev fortalt. Jeg var i hvert fald helt fyldt op og ret følelsesmæssigt berørt.
Vi fik pakket vores ting og så gik turen tilbage til togstationen, hvor vi fik indlogeret os i det lange tog. Vores delegation fyldte, som på turen til Kyiv, to togvogne. Der gik nogle timer før, der igen var en mere løssluppen stemning og der var ikke meget ”natteroderi” på turen tilbage mod Polen.
Da vi landede i Polen onsdag morgen skiltes delegationen for alle vinde og vi fløj hver i sær hjem til vores hjemlande og nogenlunde trygge hverdag. Jeg havde en del timer at slå ihjel i lufthavnen i Warszawa, men jeg nød faktisk bare at kunne sidde for mig selv og bearbejde alle de mange indtryk de sidste to dages rejse havde budt på.
Èn ting er at være så heldig at komme så tæt på nogle af vigtigste personer og begivenheder, der udspiller sig i verden lige nu, men en anden ting er virkelig at se med egne øjne, de umulige situationer og valg helt almindelige mennesker bliver sat i dagligt.
Denne rejse har virkelig været en øjenåbner for mig, og det er for alvor blevet tydeligt for mig, at den krig ikke bare er noget der foregår langt væk fra lille trygge Danmark. Det er en krig, der vedrører hele Europa. Det er en krig, der betyder noget for alle europæeres frihed og fremtid.
Det er SÅ vigtigt, at vi nu står sammen og viser Rusland, at dette ikke bliver en nem kamp. Vi har meget at kæmpe for, og vi kommer ikke til at give op – også selvom at det betyder, at vi må klare os uden USA.
Vi skal ikke gå på kompromis med vores frihed på nogen måde.