Altså, sygeplejersker, I er skønne, I redder liv, og lad os slå fast: vi kunne ikke klare os uden jer. Men lad os tage en ærlig snak. Det er fantastisk, at I er på barrikaderne for bedre arbejdsvilkår og normale arbejdstider, men hvad med at give lidt plads til den samme forståelse, når det kommer til de mennesker, der er på arbejde, når I skal have “normal” fritid?
Brækkede ben og biografbilletter: Du vil gerne have, at butikkerne har åbent om søndagen, så du kan købe ind til ugen. Men hvem tror du står i butikken? Og hvis din søn træder forkert på popcornet og brækker benet i biografen, hvem skal så tage sig af ham? Er det okay, hvis falckredderen, lægen eller din kollega siger, “Du må vente til mandag, jeg vil gerne se resten af filmen”?
Café-besøg med veninderne, men kun inden Kl. 16: Det er herligt med et cafébesøg med veninderne efter arbejde eller lørdag formiddag, men husk nu på, at mens du sidder der med din latte, er der andre, som stadig er på arbejde, så du kan nyde din fritid. Men når det kommer til din egen arbejdstid, er det “menneskerettigheder” og “arbejdsmiljø”, der står på dagsordenen.
Heltens byrde er tung at bære, medmindre man har fritid: Du arbejder hårdt, og du fortjener al den anerkendelse, du kan få. Men heltestatussen bliver lidt plettet, hvis du insisterer på, at alle andre skal arbejde skæve tider, så du kan have din weekendfrihed, eftermiddagscafé og besøge bedstemor på plejehjemmet om søndagen.
Det er hårdt for dig at arbejde om natten, men det er helt okay at forvente, at pizzabuddet, tankpasseren, portvagten, skuespilleren eller tjeneren tager en skæv arbejdstid for din skyld.
Så inden du trækker martyr-kortet om, hvor meget du ofrer, så husk at kigge dig omkring. Måske er det tid til at indse, at hvis vi alle skal have en del af kagen, så må vi også alle være med til at bage den – og det inkluderer at arbejde, når ovnen er varm, ikke kun når det passer ind i din egen kalender.