3. december 2021

Viborg Kommune

Selvfølgelig skal Vestbadet bevares

Valgkampen er i fuld gang, og der er travlt med gadeaktiviteter. Jeg er selv stor fan af mødet med vælgerne på gaden, hvor der bliver drøftet mange forskellige ideer og problemstillinger.

De sidste par dage, er der dog nogle henvendelser, som har gjort mig trist til mode. Flere har nævnt, at de overvejer deres stemme til kommunalvalget, da Socialdemokratiet vil lukke Vestbadet!

Der er ingen planer om, at Socialdemokratiet vil lukke Vestbadet. Det vil da være fuldstændig tosset.

Vestbadet er for mig en kulturperle i Viborg. Jeg har så mange gode barndomsminder fra netop dette sted. Det var mødestedet for mig og mine venner gennem hele sommeren, hvor der var hygge, masser af grin og leg i poolen.

Min far er selv vokset op på Hermanshøj, lige ved siden af Vestbadet, og han har selv været ivrig bruger af det skønne sted. Det er altså flere generationer, som har nydt godt af byens samlingspunkt for børn, unge og familier. Som voksen har jeg selv haft stor glæde af at tage min datter med derud. Der er altså ikke noget bedre, end at ligge på græsset og nyde solens stråler, imens man kan høre børnenes latter, hop fra vipperne og de efterfølgende plask i vandet.

Vi har en unik perle, hvor børn og unge selv kan tage ud og hygge sig sammen. I mine øjne er det meget fattigt, hvis ikke en by som Viborg kan have et friluftsbad. Det handler om prioriteringer. Kultur for mig er oplevelser, der giver livskvalitet – og det giver Vestbadet.

Jeg er klart tilhænger af oplevelser for de mange i stedet for de få.

Vestbadet har nu i flere år haft saunagus, og det bliver mere og mere populært. Man skal være hurtigt ude, hvis man skal sikre sig en billet til de faste arrangementer i løbet af ugen.

Jeg var selv til en del saunagus oplevelser inden corona, og der er ingen tvivl om, at netop denne kombination mellem den kraftige varme og det kolde gys, gør noget rigtig godt for kroppen.

Det har jeg mærket på egen krop.

I mandags var jeg så heldig at være blevet inviteret til et saunagus arrangement i Vestbadet. Udover den enormt lækre oplevelse, så var der flere, der fortalte om deres egen erfaring med den helbredende effekt af saunagus

Det var nogle meget ærlige og livsbekræftende fortællinger.

Saunagus kan udover øget velvære hjælpe i forhold til rigtig mange fysiske og psykiske lidelser. Det kan være stress, depression, PTSD, angst, kronisk hjernerystelse, problemer med bindevævet og meget mere.

Forebyggelsesområdet har min helt store interesse. Efter at have hørt fortællingerne den anden dag, så mener jeg klart, at vi skal tænke endnu bredere på netop det område. Hvis vi kan give øget livskvalitet og begrænse sygefravær via saunagus, så burde det være et tilbud i kommunalt regi.

Der er ingen tvivl hos mig – selvfølgelig skal Vestbadet bevares.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN