Selv hvis der er hold i beskyldningerne mod Lars Findsen, er det et justitsmord.
Selvom der er mange forhold i FE-sagen, som er ukendte for de fleste, forekommer det evident, at regeringen har håndteret sagen med hovedet under armen.
De hemmeligheder, som formentlig er den egentlige baggrund for sagen, er blevet udbasuneret med en sådan kraft, at der ikke forekommer ret meget tilbage at holde hemmeligt.
Hvor man i minksagen holdt hånden over de embedsmænd, som havde modtaget stærk kritik fra en til formålet nedsat kommission, skred man øjeblikkelig til hjemsendelse af Lars Findsen og flere andre højtstående medarbejdere på – hvad der skulle vise sig at være – et særdeles tyndbenet grundlag. Hvis det er rigtigt, hvad Findsen skriver i sin bog, var regeringens grundlag for hjemsendelserne ikke blot tvivlsomt, men rent politisk motiveret og direkte uvedkommende.
Baggrunden for straffesagen og for den uhørt alvorlige tiltale – og i den forbindelse aflytningen af Findsen – forekommer suspekt, og vi savner en forklaring på, hvorfor Findsen, der var på vej hjem til Danmark, skulle arresteres under særdeles dramatiske omstændigheder af en politistyrke, som normalt anvendes imod terrorister. Ifølge jurister hviler de hårde anklager på et særdeles spinkelt grundlag.
Regeringen har nødtvunget og fodslæbende tilsluttet sig kravet om en hurtig undersøgelse af forløbet; vi kan kun håbe på, at denne vil give svar på de mange spørgsmål, sagen og regeringens håndtering af den har rejst.
Tilbage står imidlertid en behandling af en embedsmand, som ikke er landet værdigt, og som er langt fra, hvad vi er vant til. Det er næppe muligt at sætte sig i Lars Findsens sted. Den behandling, han har været udsat for, er ikke noget, vi vil ønske for vores værste fjende.
Jeg har selv prøvet at være i centrum for et politisk stormvejr, om end det på ingen måde kan måle sig med det, Findsen befinder sig i. Alligevel ved jeg dog, hvor rædselsfuldt det er at være genstand for en offentlig skandale. Hvordan man selv og ens nærmeste omgivelser påvirkes i alle dagligdagens relationer: Hvordan man tvinges til at starte fuldkommen på en frisk afskåret fra sine hidtidige arbejdsmæssige omgivelser. Hvordan man skal lære at håndtere, at man er på forsiden af aviserne hver dag. Jeg risikerede ikke fængsel og jeg vidste, at jeg ikke havde gjort noget forkert; alligevel var jeg meget nervøs for, hvordan situationen skulle udvikle sig. Jeg bliver jævnligt spurgt, om ikke det var mig med skattesagen. Mange har glemt – eller er blot ikke interesseret i – at jeg rent faktisk blev frikendt for de alvorlige beskyldninger, jeg i sin tid blev udsat for.
Hvis der blot er det mindste om, at forløbet i forhold til Lars Findsen er politisk begrundet, og at hans særdeles hårdhændede behandling har bund i gammelt nag fra Statsministeriets side, er det ikke blot en politisk skandale af hidtil usete dimensioner; det er tillige en uanstændig behandling af en borger og topembedsmand, der nu må se sit liv og eftermæle radikalt ændret på grund af noget, som der måske overhovedet ikke har været noget som helst grundlag for.