22. december 2024

Stem ja den 1. juni

Forsvarsforbehold:
Jeg stemmer ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Fordi det er sikkerhedspolitisk, økonomisk og moralsk det rigtige at gøre. Det er jeg ikke i tvivl om og slet ikke efter en lang valgkamp og deltagelse i politiske debatter, hvor jeg har hørt mange argumenter for og imod, men jeg hører også stadigvæk mange, der er i tvivl. Derfor vil jeg gerne dele mine tre grunde til, hvorfor jeg ikke er i tvivl om et ja:

1) Sikkerhedspolitisk:
Det er åbenlyst, at USA vender sig mere og mere mod Kina og resten af Asien, og derfor forventer, at Europa i højere grad selv tager vare på egen sikkerhed. Eksempelvis har den amerikanske præsident Joe Biden udtalt, at det er nødvendigt med et stærkt europæisk forsvar. Vi kan ikke forvente, at Nato beskytter Europa mod hvad som helst, og EU kan understøtte NATO ved at sikre sikkerhed og stabilitet i eget nærområde, som eksempelvis på Balkan, hvor EU har overtaget ansvaret for fredsbevarende missioner fra NATO. Tilsvarende har NATO’s generalsekretær udtalt, at ”NATO og EU er to sider af samme mønt. Vi har forskellige roller, opgaver og medlemskaber, men det vi gør komplementerer hinanden”. Af samme grund kunne nej-sidens argument om, at et europæisk forsvarssamarbejde skulle være et fravalg af NATO ikke være mere forkert, når det forholder sig lige modsat. Danmark er i øvrigt også det eneste NATO-land med et EU-forsvarsforbehold, så at der skulle være en modsætning, savner hold i virkeligheden.

2) Økonomisk:
Denne grund er måske en af de mest oversete grunde i debatten, men jeg synes den er vigtig. Vi har i Danmark med vores nationale kompromis besluttet at skulle bruge 2 % af vores BNP på forsvar eller 18 mia. kr. mere årligt. En beslutning, som jeg mener er rigtig og i den grad på tide. Men når vi vælger at bruge så mange flere penge på forsvar, skal vi da have mest muligt ud af dem. Det får vi ved at være med i det europæiske forsvarssamarbejde. Så vil Danmark kunne deltage i det europæiske forsvarsagentur, som hjælper landene med at forbedre deres forsvarskapaciteter gennem koordinering og samarbejde. Vi vil også kunne deltage i forsvarssamarbejdet PESCO, hvor EU-landene investerer i fælles projekter og forbedrer deres væbnede styrkers operationelle beredskab. Faktisk hævdes det, at de andre EU-lande får op til dobbelt så meget ud af deres forsvarsbudget som Danmark, fordi de samarbejder om udvikling, forskning og prioriteter. Hertil kommer, at hvis vi deltager i samarbejdet får danske virksomheder, der leverer forsvarsudstyr, også en bedre adgang til det europæiske marked. Derfor er nej-sidens argument om, at det koster for meget at deltage i forsvarssamarbejdet også skudt ved siden af. Kontingentet koster stort set ikke noget (26 mio. kr. – til sammenligning koster alene denne folkeafstemning 100 mio. kr.), og det er jo åbenlyst, at vi kan få flere kugler for kronerne, når der samarbejdes om våbenindkøb.

3) Moralsk:
Danmark er et lille land, og vi kan kun opretholde vores frie, demokratiske og selvstændige land ved, at vores allierede beskytter os. Derfor skal Danmark selvfølgelig også bidrage og tage ansvar for frihed og tryghed for dem. Jeg synes det er en underlig mangel på solidaritet med vores allierede, at vi ikke er med i samarbejdet, når EU leder en militær operation. Ved at deltage i det europæiske forsvarssamarbejde, får vi mulighed for at engagere os i europæisk sikkerhed. Eksempelvis om at bekæmpe pirater i middelhavet, fredsbevarende mission på Balkan eller om minerydning og evakuering. Og hvorfor skulle Danmark sige nej til at hjælpe Ukraine, hvis det er EU, der efter afslutningen af krigen i Ukraine kan hjælpe med at bevare freden?

Disse tre argumenter synes jeg siger det hele, og derfor håber jeg, at du ligesom mig vil stemme ja den 1. juni.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN