Ja det er der!
En ældrepleje der er fuld af omsorg og høj faglighed. Hvor der er tid og plads til den enkelte.
Ældresagen fortæller, at der de sidste 10 år er skåret omkring 25% af den samlede hjemmehjælp væk. Samtidig må de ansatte løbe stærkere og bruge mere tid på dokumentation frem for deres kerneopgave omkring borgeren. I Alternativet deler vi Ældresagens bekymring for manglen på kvalificeret personale. Det er vigtigt at også ældre medborgere kan få en værdig pleje og behandling. Jeg mener, at der bør laves en omfattende strategi for ældreplejen, med garantier for en ordentlig pleje. På børneområdet kalder vi det ”minimumsnormeringer”, det bør også indføres på plejehjemmene og i ældreomsorgen. Det handler om at investere i ledelsesudvikling, efter- og videreuddannelse af de ansatte.
Et stigende antal ældre føler sig ensomme, det har Corona-tiden været med til at gøre værre. I Alternativet vil vi gerne styrke fællesskaberne. Fællesskaber er et naturligt alternativ til ensomhed. Fællesskaber findes mange steder, det kan være boformer, der er designet med rig mulighed for social interaktion, fællesspisningsordninger, aktiviteter på tværs af generationer og sektorer. For eksempel er der gode initiativer, som laver aktiviteter mellem børnehaver og plejehjem.
Alternativet ønsker at sætte trivsel og velvære på dagsordenen, for eksempel med kultur og natur på recept.
Line Gessø
Sundhedsordfører for Alternativet
Folketingskandidat, Region Sjælland