30. november 2022

Bedre uddannelser og flere muligheder

Venstre har nu lanceret et udspil, hvor vi foreslår at investere 1,2 mia. kr. årligt i bedre uddannelser. Der skal skabes en bedre sammenhæng mellem uddannelse og arbejdsmarked, og en række uddannelser skal gøres mere attraktive. Det skal der, fordi Danmark har brug for kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling, til at skabe vækst og til at opretholde vores høje velfærdsniveau.

Der er alvorlige problemer med frafaldet og undervisningskvaliteten hos en række uddannelser. Desuden er mange vigtige uddannelser ikke attraktive for vores unge. 4.500 færre færdiggør en erhvervsuddannelse i dag end i 2018. Og hele 47 procent dropper ud af en erhvervsuddannelse. Vi får i årene frem hårdt brug for flere veluddannede unge, der kan bidrage til fremtidens grønne vækst og produktion. Og der er brug for langt flere håndværkere.

Det kalder på politisk handling. Derfor vil Venstre konkret investere 1,2 milliarder kroner årligt i bedre uddannelse. Herunder en tiltrængt styrkelse af erhvervsuddannelserne. Også pædagoguddannelserne skal have et løft. Selvom de alvorlige problemer har være velkendte i længere tid og bl.a. fagbevægelsen har appelleret til handling, så er det nylig her i valgkampen at S-regeringen er begyndt at røre på sig. Tankevækkende, men sløvt.

Finansiering af Venstres udspil findes ved en ansvarlig justering af verdens mest gavmilde SU-system. Konkret foreslår vi at afskaffe det ekstra SU-år, man i dag kan få. Det betyder, at man som udgangspunkt kan få fx 5 års SU til en uddannelse, der varer i 5 år. Ret og rimeligt.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN