Overskriften er nok lidt pralende, for lad mig med det samme fastslå, at jeg ikke umiddelbart har svaret, men det kan og skal vi finde i fællesskab. Først en lille indrømmelse. I min tid som Sundhedsminister prioriterede vi de såkaldte somatiske sygdomme, og fik også en kræftbehandling i verdensklasse. Det var også nødvendigt!
Det ændrer imidlertid ikke på, at psykiatrien i Danmark trænger til et gevaltigt løft. Vær i den forbindelse opmærksom på seriøsiteten fra dem, der foreslår, at vi ”bare” skal ansætte nogle flere sygeplejersker og nogle flere psykiatere. De kommer nemlig med 5-12 år forsinkelse, så nok er det et krav, men det må ikke stå alene. Noget skal også gøres nu.
Jeg mener, at problemerne i psykiatrien er for store til at skulle løses af sundhedsvæsenet. Det er ikke en opgave, som kun må ligge i Sundhedsministeriet, der beder Sundhedsstyrelsen om en handlingsplan. Sker det løser vi ikke problemerne.
Nej, vi SKAL betragte det som et samfundsproblem, hvor vi starter med at spørge hinanden: Hvorfor får flere og flere behov for en eller anden form for psykisk hjælp? Hvorfor har flere og flere stress, lider af angst, er deprimerede osv.?
Spørgsmålene er lette. Til gengæld er de gode svar svære. Har vi opelsket en præstationskultur og perfekthedskultur? Sker der noget på nettet, som presser unge, så de får et forvrænget virkelighedsbillede? Har perfekthedskulturen betyder, at der ikke længere er acceptabelt at fejle? Tør vi ikke fejle, så lærer vi heller ikke.
Vi kan ikke forbyde TikTok og andre sociale medier, men jeg tror, der sker noget, der fremelsker en usund perfekthedskultur.
Løsningen med at tage særlige hensyn til de, der har udfordringer, lykkes vi ikke med, hvis sundhedsvæsenet skal komme med løsningen alene. Det er som sagt et samfundsproblem, som også kræver opmærksomhed i skolen, institutioner, arbejdsmarkedet og hos sociale myndigheder. Kort sagt rundt i hele vores samfund.
Det er lettere sagt end gjort, men det er et arbejde der skal sættes i gang på tværs af mange sektorer i den offentlige såvel som private sektor.
Det betyder, at det er svært at sætte en ”tovholder” på til at tage ansvar, men hvis den regering, som kommer til efter næste valg, går seriøst til opgaven med at løse problemerne i vores psykiatri, så skal den sætte sig for at være tovholder på sådan et projekt.