2. december 2022

Er der en læge til stede, der kan se på sundhedsvæsenet?

 

Vores sundhedsvæsen har stress. Mange års små og store indgreb – mange af dem båret frem af enkeltsager – har ført til et stort system med mange ansatte, mange siloer og meget detailstyring, og systemet er stresset. Og det mærkes rundt om og indeni sundhedsvæsenet. Det er et system fyldt med vejledninger, processer og praksisser, og der er tilført ressourcer og handlingsplaner igennem mange år. Men det har desværre ikke ført til det ønskede resultat: et sundhedsvæsen i verdensklasse. For der er for mange problemer i overgangene mellem de forskellige led, medarbejderne har for travlt med at nå alle opgaverne og udfylde skemaer, og ventelisterne vokser, mens patienten selv – sundhedsvæsenet – har mistet overblikket.

 

Forleden havde jeg glæden af at mødes med stifterne af den lægefaglige tænketank ATLAS. Et forum for nogle af de dygtigste læger herhjemme. Det er egentlig mærkværdigt at et så toneangivende fag ikke tidligere har fået en tænketank, men nu er det altså sket. Håbet er, at tænketanken kan se på hele sundhedsvæsenet på samme tid og komme med nogle solide analyser og anbefalinger af, hvor skoen trykker.

 

Der har været skreget på et overordnet organ, som kan få et overblik og prioritere i sundhedsvæsenet, i årevis. Nogle har talt om et prioriteringsinstitut, hvor politikerne skulle spille en stor rolle, men det var og er en dårlig ide. Politikere skal udforme politik og træffe politiske beslutninger, men politikere har ikke forudsætningerne for at foretage sundhedsfaglige prioriteringer. Det vil være uansvarligt og skal foretages af læger og andre sundhedspersoner. Derfor er tænketanken ATLAS bedste bud på et længe savnet organ, der kan tænke overordnet.

 

Indtil videre har det været de forskellige lægefaglige selskaber, som er kommet med deres input til initiativer og lovgivning. Deres input har sjældent været koordineret på tværs, og de faglige selskaber har ikke altid slået til lyd for en retning til fællesskabets bedste men – vover jeg at sige – til deres eget speciales bedste. Jeg tror alle ved, at bl.a. kræftlægerne har været dygtige (og tak for det) til at slå på tromme for netop deres speciale. Bakket op af politikere naturligvis. Men hvor er helheden og overblikket over den stressede patient, som sundhedsvæsenet er?

 

Anden del af sundhedsplanen mangler

Da jeg var sundhedsminister fra 2007-2010, var jeg selv med til at planlægge etableringen af de store akutsygehuse, og det har været et vigtigt skridt for at løfte sundhedsvæsenet, men det er kun halvdelen af en god sundhedsplan. Der har de sidste 12 år ligget en plan i skuffen for den anden halvdel af sundhedsplanen. Den går ud på, at der skal være sundhedshuse eller nærhospitaler, der kan tages sig af de patienter, som har behov for behandling, men som slet ikke behøver at blive indlagt på et af de store specialiserede akutsygehuse.

 

De sundhedshuse mangler vi stadig, og det har ofte sat de praktiserende læger i en svær situation, fordi de ikke har haft andet valg end at indlægge folk på supersygehusene eller har haft for dårlige muligheder at udskrive patienterne til. Dermed risikerer vi at overbehandle og sygeliggøre nogle, der ville have glæde af en mere hjemmenær løsning. Opgaven bliver at sikre, at den begrænsede højt specialiserede kapacitet bliver reserveret til borgere med et reelt behov for den.

 

Kannibalisering i den offentlige sektor

Sundhedsvæsenet er også stresset på grund af den demografiske udviklings nye teknologiske muligheder. Der er nemlig ikke mulighed for at øge personaletallet uden at kannibalisere på andre velfærdsområder og på det private arbejdsmarked. Endelig er der grænser for den samfundsøkonomiske formåen og befolkningens betalingsvillighed, hvis skatten bare stiger, og vi ikke får mere sundhed for pengene.

 

Hvor bliver alle de tilførte midler egentlig af? Det spurgte jeg lægerne i tænketanken om. De peger på, at antallet af læger er steget støt i Danmark, men stigningen er sket i sygehusvæsnet. I 2007 var der godt 13.000 hospitalsansatte læger, og i 2021 var tallet steget til godt 18.000. altså 5.000 flere læger. Til sammenligning var der 3.653 alment praktiserende læger i 2007, og det antal var faldet til 3.315 i 2021. Så skævheden i de forgangne års udvikling er synlig. Der er tilført flere læger til hospitalssektoren og færre til almen praksis. Befolkningen steg i perioden fra 5,4 mio. til 5,8 mio., så vi er også blevet flere om lægerne.

 

Vi saver af de praktiserende læger

Og vi ved, at der er for få praktiserende læger. Et stigende antal danskere har ikke deres egen faste læge. Mange læger har for travlt og har ikke tid nok til den enkelte patient. Mange borgere har ikke noget

reelt frit lægevalg. Problemerne er størst i nogle af de egne af landet, hvor der bor flest ældre og kronisk syge borgere. De praktiserende lægers organisation PLO oplyser, at i ni ud af ti tilfælde kan patientens problem løses af den praktiserende læge uden videre henvisning. Og kun 7,6 procent af regionernes sundhedsbudget går til de praktiserende læger, så det er ikke der, pengene forsvinder.

 

Der er altså kommet færre totalt set i den del af sundhedsvæsenet, hvor vurderingerne af, om patienter skal indlægges eller ej, foregår. Og ofte indlægges patienter i et sygehusvæsen, som mange gange er alt for specialiseret i forhold til deres behov. For det er det, vi nu engang har. Det haster derfor med udbygningen af anden halvdel af sundhedsplanen, som skal op af skuffen. Og med til den plan hører, at det skal være meget mere attraktivt at vælge at uddanne sig til praktiserende læge – men det tager tid at få mange flere af dem.

 

Overbehandler vi?

I sundhedsvæsenet er det i dag sådan, at hjælp og behandling først gives, når der er en diagnose. Og den kan man som bekendt vente en rum tid på. Imens vokser frustrationerne, og det gør sygdommen ofte også.

Ventelisterne og ventetiderne er paradoksale, for spørger man lægerne i tænketanken Atlas, finder der samtidig en kæmpe overbehandling sted i det danske sygehusvæsen for nogle patienter. En går så vidt som til at sige, at der er penge og ressourcer nok, men vi bruger dem helt forkert. En anden gjorde opmærksom på, at nu skal lægerne også til at tænke på den øvrige del af den offentlige sektor, for i deres kamp om ressourcer var der sket en kannibalisme på den øvrige del af den offentlige sektor, som i sig selv betyder, at der kommer endnu flere patienter ind i sundhedsvæsenet – både det somatiske og psykiatrien. For er der ikke nok hænder i primærsektoren, ja så vokser problemerne og ryger over i sekundærsektor. Altså hospitalsvæsenet.

 

Vi står derfor ved et vadested med den stressede patient. Det er nu, systemet skal prioriteres. Vi skal som politikere forstå patientens problem og sætte en helt overordnet økonomisk ramme. Og derefter skal vi i langt højere grad, end politikere er vant til, blande os udenom for at lade den overordnede faglighed indrette sig. Ellers sander sundhedsvæsenet til.

 

Det er en kæmpe opgave, men det er en nødvendig opgave, og vi bliver nødt til at have nogen, der kigger på systemet helt oppefra og kan prioritere på tværs af de mange siloer, specialer og sektorer. Fagligheden skal tilbage i højsædet, og vi som politikere stoppe med at lave regler, der er løsrevet fra de overordnede prioriteter. Væk med hovsaløsninger og knopskydninger. Vi skal sidestille de fysiske og psykiske sygdomme og gøre det nemmere at være både patient og ansat. Lægerne må også være med ved at forlade specialistkulturen og påtage sig generalisttankegangen. Vi har brug for deres hjælp til at få den stressede patient på fode og få et langt mere sammenhængende sundhedssystem, som giver mening for alle.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN