Læserbrev af Iben Sønderup, folketingskandidat for Socialdemokratiet i Randers
De stigende priser presser os alle. Også dagplejerne, som tager sig af vores børn og børnebørn, mens vi andre går på arbejde. Jeg har talt med nogle dagplejere, som har fortalt mig om deres situation.
Nogle af dem bor i huse, der opvarmes af naturgas. Andre har træpiller som varmekilde. Men fælles for dem er, at de ikke kan spare på varmen, fordi de passer små babyer. Ligesom vuggestuer og børnehaver skal de holde varmen oppe på 21,5 grader. Men hvor daginstitutionerne får deres varmeudgift betalt af kommunen, må dagplejerne selv betale. Det samme gælder udgifter til vand og el.
Der er også stigende udgifter på fødevarer, hvilket vi alle kan mærke. Inflationen har nu nået 11%, og mens daginstitutionerne får deres udgifter til mad dækket af kommunen, må dagplejerne også her betale selv, ud af deres privatøkonomi. Og dét selv om de er offentligt ansatte.
Dagplejerne har et fradrag i deres skat, som skal bruges til at dække mad til børnene, sanitær service og slitage på dagplejerens hjem. Det skal ikke dække udgifter til vand, varme og el.
Men de stigende energi- og fødevarepriser æder dagplejernes fradrag op. Og man skal huske på, at deres arbejdsuge er på 48 timer. Med pasning af op til fem børn i alderen 0-3 år.
Derfor er de stærkt frustrerede, og det kan jeg godt forstå. De føler sig fuldstændig overset, og de frygter, at de snart bliver nødt til at lukke, fordi de ikke har råd til at gå på arbejde.
Dem, jeg har talt med, er begyndt at bruge af deres private opsparing for at få råd til at gå på arbejde – og de er i forvejen ret lavt lønnet. En dagplejers grundløn er 24.586 kr. før skat.
Tænk hvis vi forlangte af vores pædagogiske personale i daginstitutionerne, at de skulle bruge af deres opsparing…
Forleden dag var jeg i radioen for at diskutere manglen på pædagoger i Østjylland. Det er i sig selv et problem. Men hvis dagplejerne begynder at give op, står vi for alvor med et samfundsproblem. Hvem skal passe vores børn?
Jeg mener derfor, vi har et ansvar som landspolitikere. Jeg vil tage sagen op med mit parti, Socialdemokratiet, og se om vi kan finde en løsning.