27. oktober 2021

Horsens Kommune

Der er sket et skred i Horsens Byråd

Jeg har altid været stolt over vores samarbejde i Horsens Byråd.

Trods politiske uenigheder har vi altid samarbejdet om de store linjer, og det har været med til at tiltrække investeringer, arbejdspladser, tilflyttere og dygtige medarbejdere til kommunens administration.

Men de sidste tre et halvt år er der sket et skred i Horsens Byråd. Enkelte borgerlige byrådsmedlemmer har gentagne gange hængt navngivne investorer og kommunale embedsfolk ud i pressen, på sociale medier og i byrådssalen.

 

Der er flere eksempler herpå, men lad mig nævne to:

For det første har formanden for plan- og miljøudvalget (Martin Ravn (V), red.) gentagne gange hængt sin egen forvaltning ud i byggesager. Nogle gange med navns nævnelse og nogle gange inden han har fået den redegørelse om substansen i sagen, som han selv har spurgt efter.

Selv om man kunne trække på smilebåndet og tænke, at det bare er en formand, der er ude på kortsigtet opmærksomhed, så kan de langsigtede konsekvenser være alvorlige.

 

På det personlige plan frygter jeg sygemeldinger af medarbejdere, der bliver hængt ud i pressen. På det kommunale plan frygter jeg, at det skræmmer investorer og arbejdspladser væk.

Lad mig slå det helt fast: Kritisk debat og politisk uenighed er fuldstændig afgørende for et demokrati. Man kan og skal altid rette skytset på politikerne, der vedtager planer og træffer beslutningerne. Men vi skal ikke hænge offentligt ansatte ud.

Det andet eksempel er kommunens kommunaldirektør, der nu søger væk fra Horsens. Ikke fordi manden ikke er dygtig, men fordi ganske få politikere i byrådet ønskede ham ud af vagten ved at udtrykke mistillid i pressen. Her også inden man havde fået den redegørelse, man selv havde spurgt efter.

Socialdemokratiet står for en anden retning. Vi ønsker at tiltrække nye investeringer, arbejdspladser og dygtige medarbejdere til kommunens administration, og vi vil insistere på en ordentlig behandling af investorer, kommunale medarbejdere og alle os, der bor i kommunen. Det vil vi være garanter for.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN