25. september 2022

Et fatamorgana - et optisk bedrag!

Lad os lige slå én ting fast! Louise Brown (LB), tidligere spiskandidat for LA, har ikke og sidder ikke i Randers Byråd. Hun har altså ingen førstehånds erfaring og viden om “ Rigets tilstand”, om jeg så må sige.

Derfor må vi antage, at LB har sine informationer og kilder fra anden side end byrådspolitikere. Jeg hæfter mig særligt ved, de udtalelser, som kommer fra LB om embedsværket, der tales om forfølgelse og en stiltiende accept fra hele byrådet.

Om LB netop har sine kilder dybt inde i embedsværket og således agerer mikrofonholder for enkeltpersoner, det kan vi blot gisne om. Vi ved det ikke.

Jeg sidder i Randers Byråd, og jeg genkender på ingen måde det billede, som Louise Brown beskriver.

Vi har i det Konservative Folkeparti gode samarbejdsrelationer både til højre og venstre for midten. Ligeså til embedsværket……

Tonen i Byrådssalen er som oftest både god og humoristisk. Selvfølgelig bliver der til tider “gået til stålet”, men det er jo den disciplin, vi selv har valgt at stille op i – politik er en kamp om gode argumenter og at være retorisk stærk.

Som i en fodboldkamp, hvor der tackles igennem, hvorefter den gode stemning genoprettes i omklædningsrummet….

Jeg ved, at mange af mine byrådskollegaer og samarbejdspartnere genopstiller, heldigvis! I skrivende stund er den største overraskelse vel, at Christian Brøns (tidligere borgmesterkandidat for Venstre)forlader byrådet.

Kathrine Fruelunds begrundelser for ikke at genopstille må betragtes som ganske plausible og forståelige.

Louise Brown har IKKE sæde i det nuværende byråd og trækker således sit kandidatur, inden valgkampen for alvor er gået igang.

De 31 byrådsmedlemmer, som vælges den 16. november, bør i fremtiden arbejde på at samarbejde endnu mere på tværs af de store og små partier og lister til gavn for de borgere, som vi er sat i verden for at tjene.

Så, når Louise Brown vælger at trække sit kandidatur til kommende kommunalvalg på baggrund af andenhåndskilder om Byrådets samarbejdskultur, i stedet for at bidrage og være med til at sætte retning og sit præg på fremtidens lokalpolitik i Randers kommune, så mister hovedpersonen en smule af sine stråleglans…….men vi andre arbejder videre!


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN