30. november 2022

Vores børn skal ikke tidligere i institution

Tvungen barsel til mænd sætter flere småbørn tidligere i institution. Forleden var jeg til forældremøde- og generalforsamling i min datters vuggestue. Her kunne de ansatte berette om, at de nu – for første gang – oplever forældre, der spørger ind til muligheden for meget tidlig start i institution. Der henvises til den nye barselslov, som tvinger nogle familier ud i tidlig institutionsstart af økonomiske og praktiske hensyn.

Efter at have læst høringssvar til dette års kommunale budget i Solrød Kommune kan jeg konstatere samme tilbagemelding fra andre institutioner. Det er bekymrende. Både fordi det sætter vores i forvejen pressede pasningsordninger under yderligere pres, men primært fordi misforstået feminisme og ligestilling går ud over uskyldige småbørn.

Danmark har i forvejen verdensrekord i, at putte børn tidligt i intuitioner. Politikerne gør det svært at drive private velfærdstilbud og skatterne gør det svært at hjemmepasse. Jeg mener, at barslen burde kunne blive fordelt frit mellem forældrene. At der skal sikres langt bedre vilkår for at drive private pasningsordninger. At der skal indføres et skattefradrag som gør det muligt i en årrække at hjemmepasse og herved leve af én indkomst. Der skal med andre ord være mere plads og frihed til familierne.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN