19. april 2024

Tobias Pagh

Mit navn er Tobias Pagh, 20, og jeg er opstillet for Liberal Alliance i det sydjyske. Det er anden gang jeg er opstillet til et valg, første gang var ved kommunalvalget i sidste år, hvor jeg blev Liberal Alliances bedste kandidat i Vejle Kommune.

Politik er for mig blevet lidt for meget gamle mennesker, som skal kloge sig om hvordan ungdommen bør leve deres liv, derfor mener jeg, at der skal være plads til mere ungdom bag Christiansborgs tykke mure. Derfor stem ungt, stem liberalt, stem Tobias Pagh

Jeg går til valg med tre meget nærliggende mærkesager:

Først vil jeg for alt alt i verden kæmpe for en friere velfærd. For mig at se, så har det offentlige en monopollignende status på alt for mange yderst vigtige velfærdsområder, og de er så vigtige at et monopol aldrig vil kunne løse udfordringen tilfredsstillende. Den offentlige sektor skal konkurrenceudsættes, den skal nytænkes, og den må gerne tabe i kampen mod private kræfter, som løser opgaven bedre og billigere.

For det andet, så kæmper jeg hårdt for en mere liberal klimadagsorden. En dagsorden hvor fremskridt, udvikling og optimering bliver brugt i kamp mod klimaet i stedet for skræmmeretorik, dommedagsprofetier og yderligtgående venstrefløjsretorik. Klimaet interesserer de unge, men det tror jeg også deres fremtidige levestandard gør, derfor vil jeg fortælle dem vejen til et sted, hvor begge mål er ladesiggørligt.

Til sidst kæmper jeg indædt for at få stoppet lovpressen herhjemme. Der bliver printet tonsvis af nye lovbøger hvert år, fordi politikkerne slet ikke kan styre sig. Ligegyldige love bliver lavet samt love som går langt ind over private grænser. Af nyligt tilkomne love, som gør vores samfund dårligere, så tænker jeg helt bestemt på barslen og jeg tænker på den nye gymnasieaftale. Men det stopper ikke her, for lovmaskinen kører næsten i døgndrift, og den skal vi have stoppet for en stund hurtigst muligt. Derfor vil jeg opfordre politikkerne til en ny regel, hvor vi der skal fjernes en lov, før der kan skrives en ny.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN