4. marts 2024

Mette Thiesen

Jeg hedder Mette Thiesen, jeg er født i 1981, er uddannet skolelærer og så er jeg mor til to drenge. Jeg har været folketingsmedlem siden valget i 2019 og så er jeg spidskandidat for Nye Borgerlige i Nordsjællands storkreds.

Jeg siger, hvad jeg mener, og jeg gør, som jeg siger. Jeg er på danskernes side overfor systemet.

Jeg knokler for at løse udlændingepolitikken fra bunden, stoppe politikernes frås, styrke kernevelfærden og give danskerne lov til at bestemme mere – også over flere af deres egne penge.

Jeg har sikret, at brugerbetalingen på Kronprinsesse Marys Bro i Frederikssund blev afskaffet, og at flere motorveje i Nordsjælland udbygges. Hvad jeg lover før valget, holder jeg efter valget. Jeg er danskernes talerør på Borgen og jeg bringer deres personlige historier ind på ministrenes bord. Syge, udsatte, nedslidte og mennesker med handicap, der pines i det kommunale system. Erhvervsdrivende, der kvæles i bureaukrati. Ældre, der ikke oplever en værdig alderdom. Børn og forældre, der kommer i klemme i familieretssystemet. Familier, der får flået pengepungen.

Jeg lover at kæmpe videre, så vi kan aflevere et friere, rigere og tryggere Danmark videre til vores børn og børnebørn.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN