21. december 2024

Mette Lene Jensen

Hej! Jeg hedder Mette Lene Jensen, 54 år, uddannet Cand.Polit og ansat som specialkonsulent i nabokommunen. Privat er jeg gift med Mads Jessen Jensen, der er lokal murermester. Vi er begge opvokset i Espergærde, og her bor vi også i dag. Sammen har vi 3 sønner på 18, 20 og 24 år. Min fritid går med politik, fitness, golf, min familie foruden min lille hund, Oda og venner. Jeg har siddet i Byrådet de sidste 8 år for Venstre.

Jeg mener ikke, brandbeskatning er vejen frem. Kommunens økonomi skal forvaltes fornuftigt, og projekter uden effekt skal ophøre.

Kommunens opgave er at levere kernevelfærd. Vi skal være trygge ved, at vi får den hjælp, omsorg og pleje, vi har behov for, når vi får behov for den. Lige fra vi er børn, til vi bliver ældre. Vi skal levere god undervisning og værdig ældrepleje. Inklusionsmidlerne skal bl.a. centraliseres, så det ikke går ud over den enkelte skoles økonomi, at der bor mange børn med specielle behov i distriktet. Der skal afsættes mere tid til plejeydelser, mere Frit Valg og tilbydes flere ægtefælleboliger på plejehjemmene.

Erhvervslivets vilkår skal styrkes og flere skal i beskæftigelse. Alle, der kan, skal bidrage til fællesskabet og flest skal være selvforsørgende. De erhvervsdrivende skaber vækst, lære- og arbejdspladser. Derfor skal deres vilkår styrkes med bedre kommunikation med kommunen, hurtigere sagsbehandling og gennemsigtighed i udbud. Sociale klausuler og dækningsafgiften skal væk og tidligere partnerskabsaftaler skal genindføres.

Byudvikling skal være nænsom og grøn. Helheden i vores områder skal bevares. Ikke alle grønne åndehuller skal bebygges. Hvis områder udvikles, skal det ske med respekt for det eksisterende bebyggelse og infrastrukturen mv. skal følge med foruden respekt for bevarende lokalplaner, hvis der er det for området.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN