23. april 2024

Helle Laursen Petersen

Jeg har en solid baggrund med over 25 års erfaring som selvstændig i IT-branchen. Jeg har fungeret som ekstern konsulent på store nationale og internationale projekter. International erfaring fra Indien, Thailand, Kina, USA, Italien og Grækenland, dette giver en god forståelse for kulturelle udfordringer i internationale organisationer.

Gennem mange år i Region Hovedstadens IT har jeg arbejde med sundhedsfagligt IT og været med til at implementere SP (Sundheds Platformen) samme sted.

Ved siden af mit virke i eget IT-firma, står jeg også bag samarbejdsportalen delebarn.dk – som benyttes af mange skilte familier så deres børn ikke skal være budbringere hjemmene imellem.

Integrationsnetværket Q4400 og senere QDanmark er min opfindelse, igennem en årrække fik jeg det til at vokse i mange byer rundt om i Danmark.

Jeg har flere bestyrelsesposter og er også en del af Meningsministeriet på DR P4 Sjælland.

Jeg er oprindeligt fra Nostrup på Røsnæs og efter mange år i København og Århus vendte jeg tilbage til Kalundborg i 2006 – Her bor jeg stadig sammen med min mand og vores hund, de 2 drenge er for længst hoppet ud af reden.

Løb, Skiløb, Yoga og Pinot Noir bruger jeg meget gerne min fritid på – Ligesom jeg hver sommer er at finde på Samsø, både til festivaltid og udenfor – Samsø er den skønneste plet og jeg elsker alle dage derovre.

Jeg blev i november 2021 valgt ind i Regionsråd Sjælland, med et flot personligt valg (1377 personlige stemmer).

Jeg er dybt taknemmelig for den store opbakning som folketingskandidat i begge vælgerforeninger og lover at gøre sig umage for at dække hele området, Nordvestsjælland, under den kommende valgkamp og, ikke mindst, også fremadrettet arbejde for en politik der er vedkommende for hele området.

Det ligger mig ikke fjernt med politik for yderområderne. Jeg blev valgt ind i Regionsråd Sjælland på:

  • Udbygning af det nære sundhedsvæsen i yderområderne
  • En familielæge til alle (uanset bopæl)
  • Sammenhæng imellem sundheds tilbud i Region og kommune
  • Et fælles EPJ (Elektronisk Patient Journal) i HELE Danmark
  • Hjælp til selvhjælp, borgeransvar for egen sundhed (kost, motion, årligt helbredstjek)

Udover disse punkter, har jeg speciel interesse for områder som delebørn, skilsmisser, integration, digital transformering, erhvervsliv og iværksætteri som sine fokusområder.  Alle er de områder som jeg har arbejdet med, både som privat person og som professionel.

Kommer jeg i folketinget, skal jeg lukke mit firma. Jeg har igennem mange år arbejdet med kvalitet i store it-systemer, men livet som politiker har bidt sig fast.

Jeg tror på, at jeg kan være med til at skabe en bedre hverdag i Danmark.

Jeg brænder for:

  • Den nære velfærd
  • Tryghed (opprioritering af politi og militær)
  • Lighed for loven
  • Frihed til at være herre i eget liv (ingen bestemmer hvem der skal på barsel, gå på bestemte skoler eller sidde i hvilke bestyrelser)
  • En værdig alderdom med frie valg og hensyntagen til at ikke alle er digitale
  • Et skolesystem med plads til alle
  • Ét fælles IT-system til hospitaler og praktiserende læger i Danmark (væk med Sundhedsplatformen)

Mit virke bygger på velforankret teori, bred basisviden, kreativitet, initiativ, vedholdenhed og så har jeg et godt rigtigt humør og en overordentlig høj arbejdsmoral.

Jeg brænder for at levere resultater og kaldes ofte for en arbejdshest.

 


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN