2. december 2022

Forebyggelse af psykisk sygdom kræver tidlig indsats

Børn, der vokser op med en forælder med psykisk sygdom, har en øget risiko for selv at udvikle psykisk sygdom senere i livet. Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg er selv et af de børn. Selv om jeg ikke var en lille pige, men 14 år, da min far for alvor blev syg med svære depressioner og også forsøgte at tage sit eget liv, har det påvirket mig meget senere i livet. Jeg har både haft flere depressioner, gået i behandling for OCD og haft en diagnose, som jeg dog ikke længere opfylder kriterierne for.

Dengang min far blev syg, var psykisk sygdom endnu mere tabubelagt, end det er i dag, og hjælpen endnu mere sparsom. Både til min far og til os som pårørende.
Jeg var med på hospitalet, da far havde forsøgt at tage sit eget liv. Vi overnattede der, fordi de ikke vidste, om far ville klare den. Ingen kom på noget tidspunkt og talte med os børn om, hvad det handlede om. Eller spurgte til, hvordan vi havde. Hverken på hospitalet eller efterfølgende. Den oplevelse sad i mig mange år efter. Helt ind til den dag, hvor jeg selv var i stand til at søge hjælp.

Desværre undgik jeg ikke også selv at blive ramt af psykisk sygdom. Men i dag er det snart 15 år siden, jeg havde min anden og sidste depression, så jeg er kommet langt.

Desværre vokser endnu flere børn i dag op med forældre, der døjer med psykisk sygdom. Vi ved, at de børn lever med en forhøjet risiko for også selv at blive syge. Og med al sandsynlighed er den risiko højere, jo tidligere i livet, det forekommer. Børns første år i livet er så afgørende for, hvordan det går dem senere hen, hvorfor ex en fødselsdepression hos ens nærmeste omsorgsperson kan få store konsekvenser. Så hvorfor er det, vi ikke for længst har sikret en systematisk indsats over for børn af mennesker med psykisk sygdom?

Forleden læste jeg et debatindlæg, hvor fagfolk plæderede for, at vi styrker indsatsen til gravide og nybagte forældre, der kæmper med psykisk sygdom og sårbarhed. Det, synes jeg, er en virkelig god ide. Nogle steder fungerer det faktisk allerede godt.

Eftersom jeg som gravid var åben om min psykiske sårbarhed, vidste min læge, at jeg havde en øget risiko for at udvikle en fødselsdepression. Derfor blev jeg tilknyttet et Team for sårbare mødre. Både jordmoder og sundhedsplejerske havde bedre tid til mig i hele forløbet og hjalp mig med at passe på mig selv, så jeg kunne være der bedst muligt for vores første barn.

Det var bl.a. derfor, jeg valgte ikke at genopstille til Folketinget dengang. Jeg vidste godt, at det ikke ville være den bedste kombination for mig både at skulle være folketingsmedlem, hvor man er så eksponeret, og småbørnsmor på samme tid. Det var vel mit livs sværeste beslutning, fordi jeg brænder så meget for politik. Men måske også den bedste og vigtigste.
Vi fik også lov at være indlagt flere dage efter fødslen, hvilket hjalp mig til at passe på mig selv og få en rolig start på det hele.

Da vi fik vores andet barn, var jeg stadig tilknyttet det særlige team, men efterfølgende blev det langsomt trappet ud, fordi jeg ikke længere havde brug for det.

I dag har vi tre sunde og raske børn. Jeg har ikke haft en depression siden 2008. Heller ikke selv om risikoen stiger ved hver depression for, at man får flere, og at de bliver dybere.

Tænk, om vi mere systematisk kunne tilbyde alle de forældre, der er i risiko for at få eller allerede selv har haft psykisk sygdom inde på livet, en styrket hjælp i den sårbare tid, det er at blive forælder. Dér tror jeg, der vil være meget at vinde ift. at forebygge, at også næste generation bliver ramt. Vi skal sætte tidligt ind. Lad os starte allerede i graviditeten.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN