Der gøres mange bestræbelser på at bringe den offentlige velfærdsservice op på et niveau, der svarer til befolkningens ønsker. Fælles for disse hidtidige bestræbelser er, at der har været forgæves. Vi bliver nødt til at prøve nogle andre løsninger.
Uanset om det er behandlingen af udsatte børn eller af psykiatriske patienter, om det drejer sig om kvaliteten af vores skoler og daginstitutioner, eller om det gælder vores behandling af de ældre, så er der en gevaldig forskel mellem de berettigede forventninger og de faktiske ydelser. Vi bruger forholdsmæssigt flere penge på offentlige ydelser end de fleste andre lande, og alligevel er resultatet langt fra noget at skrive hjem om.
Løsningen har hidtil været dels flere penge til de nødlidende områder; dels været krav om effektivisering, bedre ledelse og indførelse af ny teknologi. Begge dele har været ledsaget af adskillige mål, der løbende skal opfyldes af dem, der har kontakten til borgerne, af kontrolregler og af indberetningspligter. Dette har så igen medført et vildnis af bureaukrati, der både har betydet, at kolde konsulenthænder har fortrængt varme borgerorienterede hænder, og at personalet må bruge uforholdsmæssigt meget tid på indberetninger – tid, der skulle have været brugt på borgerne.
Medarbejderne er i dag styret af centralt fastsatte krav – ikke af behovet hos og hensynet til borgerne. Afgørende er ikke længere, om en indsats virker på borgeren; men om den er i overensstemmelse med de omfangsrige regelsæt. Det er vigtigere, at man ikke overtræder reglerne, end at man hjælper dem, man gerne skulle hjælpe.
Når flere ressourcer ikke hjælper, og der i øvrigt heller ikke er ledigt personale, er det nødvendigt at gå nye veje – med mindre man vil affinde sig med det store spænd mellem forventning og oplevet ydelse.
I stedet for at have blikket stift rettet imod økonomi, regulering og overordnet styring, skal den offentlige velfærdsservice bygge på medarbejdernes faglighed. Hvad giver effekt i forhold til borgerne? Om borgerne får det bedre, bliver dygtigere, har fremskridt, eller om de er tilfredse.
Hvis lærernes, hjemmehjælperens eller plejehjemspersonalets faglighed igen skal tillægges betydning, kræver det efter min opfattelse fire ændringer:
For det første skal de talrige målkrav til personalet reduceres til et minimum. Der skal måles på, om indsatsen hjælper borgeren.
For det andet skal både ansvar og kompetence ligge hos personalet – ikke skjult bag et skrivebord på rådhuset. Medarbejderen ved bedst, hvad der hjælper; men ansvaret for, at det er den rette indsats, der ydes, skal også ligge her.
For det tredje skal der være reel valgfrihed mellem offentlige og private leverandører. I dag udstikker kommunen retningslinjerne for indsatsen, men det er også kommunen, der står som leverandør af den offentlige service. Offentlige monopoler er ikke nødvendigvis de bedste og mest effektive til at yde den ønskede indsats.
For det fjerde skal der være konkurrence mellem de enkelte udbydere. Den institution, der udfører en dårlig indsats, må lukke.
Flere penge er ikke altid den rette kur. Måske er det vigtigere, at pengene bruges bedre.
Hvis du er enig med mig, så stem på Peter Loft; Liberal Alliance i Københavns Omegns Storkreds.