23. april 2024

Planer om nyt boligområde på vej i Hammershøj

Viborg Kommune ønsker at byggemodne et areal mellem Pilevej og Hviddingvej i Hammershøj til boligformål.

Området er i Kommuneplan 2017-2029 udlagt til rekreativt område. Da anvendelsen til boligområde ikke er i overensstemmelse med gældende planlægning, skulle vi i Teknisk Udvalg på mødet den 22/6 2021 tage stilling til, om der skal igangsættes ny planlægning for området.

Udvalget besluttede at indstille til Økonomi- og Erhvervsudvalget, at planlægningen sættes i gang, og at der afholdes borgermøde den 28. september kl. 17-19 i multisalen på Rådhuset.

 Området ligger mellem Pilevej og Hviddingvej i Hammershøj og anvendes til rekreativt område. Området er ubebygget, men gennemskæres af en cykelsti, som forbinder Pilevej med boligområderne syd for Hviddingvej.

Det ønskes at udlægge området til boligformål i form af tæt lav og/eller åben lav boligbebyggelse. Der er endnu ikke udarbejdet et forslag til udstykning af området, men det forventes, at der kan udstykkes ca. 11 boliggrunde, hvis der udelukkende etableres åben lav bebyggelse.

Her er et uddrag af dagsordenspunktet, som kan læses i sin fulde udstrækning på kommunens hjemmeside.

– at lokalplanområdet overføres fra landzone til byzone,

– at området udlægges til boligformål i form af tæt lav og/eller åben lav,

– at størrelse og placering af ny bebyggelse tilpasses eksisterende bebyggelse, som grænser op til området,

– at vejadgang forventes at ske fra Pilevej,

– at den eksisterende stiforbindelse indarbejdes i en bebyggelsesplan for området,

– at der planlægges for en bufferzone i områdets nordlige del på 50 m for afværgelse af miljøkonflikter med det nærliggende erhvervsområde, og

– at der indarbejdes bestemmelser til beskyttelse af grundvandet, da området er beliggende i et område med særlige drikkevandsinteresser. 

Jeg håber at planlægningen bliver en realitet, og at det vil trække tilflyttere til Hammershøj.

Inden planen kan godkendes afholdes det orienterende borgermøde med en efterfølgende idéfase på 4 uger, hvor der er mulighed for at sende forslag og kommentarer til planen.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN