25. april 2024

Den grønne dagsorden er nøglen til vækst

Viborg Kommune er udfordret i disse år. Befolkningstallet og huspriserne stagnerer, mens landet som helhed oplever fremgang. Samtidigt ser vi en tendens til, at færre har lyst til at få børn i kommunen.

Vejen til at skal skabe økonomisk vækst og tiltrække borgere i kommunen er at udfylde det potentiale, som Viborg Kommune har i en tid, hvor bevidstheden om vores klima og miljø er større end nogen sinde.

Viborg Kommune skal vinde den grønne dagsorden, for det er nøglen til at skabe arbejdspladser og tiltrække arbejdskraft og borgere.

Viborg Kommune har naturlige styrkepositioner inden for fødevarer, energi og sundhed. Her har vi store lokale grønne virksomheder og med en ny dyrlægeuddannelse i kombination og med det udviklede forskermiljø i Foulum, står Viborg Kommune rigtigt stærkt med menneskelige ressourcer inden for området.

Viborg Kommune bør understøtte disse erhvervsklynger ved at etablere et §17.4 udvalg i kommunen, som skal have fokus på denne udvikling og som skal have deltagelse fra byråd, erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, handel og turisme. Det skal være en kommunal satsning at få skabt grønne arbejdspladser og vækst i kommunen.

Samtidigt bør vi i Viborg Kommune også udvikle vores egne ”muskler” inden for det grønne område. Det har i denne byrådsperiode været en kommunal mærkesag, at arbejde på tværs mellem forvaltningerne i kommunen, og nu er tiden kommet til det grønne område.

Der bør oprettes selvstændigt sekretariat, der samler viden og ekspertise på tværs af de kommunale forvaltninger. Formålet er, at miljøsekretariatet både i kommunen og uden for kommunen skal være forandringsagenter for den grønne omstilling.

Inden for kommunens eget virke skal sekretariatet samle erfaringer fra andre kommuner og virksomheder og hjælpe de forskellige forvaltninger til en succesfuld grøn omstilling af energiforbrug, brug af fossile brændsler og udvikling af vores grønne områder.

Viborg Kommune skal altså aktivt melde sig ind i den nationale og internationale dagsorden om at skabe en grøn kommune. Det handler om mere vedvarende energi, grøn energiforsyning og køretøjer, der ikke udleder CO2 eller bilos.

I forhold til erhvervslivet skal miljøsekretariatet kunne hjælpe virksomhederne med grønne løsninger. De skal have nært kendskab til alle de erfaringer med gode løsninger, der findes andre steder, så de kan hjælpe virksomhederne med at få gang i flere grønne løsninger.

I Skive har de sekretariatet ”Energiby Skive”, hvor de med syv medarbejdere skaber vejen for den grønne omstilling, og hvor hovedparten af pengene er EU-midler, som efter ansøgning bidrager med penge til konkrete projekter.

Vil skal tiltrække flere børnefamilier fra byer som Aarhus og Silkeborg, og derfor skal vi satse mere på grønne oplevelser. De unge vil fremover vælge grønne kommuner og efter Covid-19 efterspørges der flere og flere naturoplevelser.

Det kræver en vilje til at prioritere cykelstier, skove nær byer og på landet og aktivitets- og oplevelsesmuligheder med bevægelse i naturen.

Den grønne dagsorden har en enorm interesse, og det er vigtigt, vi sætter fokus og skaber reelle forandringer i vores dagligdag. Derfor er der for børn og børnefamilier grund til at fremhæve initiativet ”Grønne sammen” som I er oplysende – og gør børn og familier i stand til at ’handle grønt’.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN