29. marts 2024

Borgerrådgiver i Herning Kommune

For nogle dage siden gjorde to af Socialdemokratiets dygtige kandidater til byrådsvalget 16. november opmærksom på, at der på Christiansborg er lavet en aftale om, at kommunerne nu kan søge puljemidler til at ansætte en borgerrådgiver i en forsøgsperiode.

Et ønske som vi i den socialdemokratiske byrådsgruppe har haft længe i forhold til de årlige budgetforlig og argumenteret for i mange kredse.

Derfor håber jeg også rigtig meget, at forligspartierne bag budgetforliget vil være med til at handle hurtigt og få søgt de midler hjem til Herning Kommune, så vi i det mindste kan få prøvet det af i en periode.

Det haster nemlig, da ansøgningsfristen er først i august.

Vi har i den socialdemokratiske byrådsgruppe stor tillid til vores ansatte i kommunen og den måde, de forvalter og udfører deres arbejde på. Defor vil en borgerrådgiver i vores øjne heller ikke være en kritik af nuværende forvaltning, men en ekstra mulighed for borgerne for at få gode råd og set en sag igennem fra et uvildigt perspektiv.

Måske der dukker nye facetter og perspektiver op, der hidtil ikke er set i sagen. Sidst men ikke mindst er intet menneske ufejlbarligt. Derfor er det muligt, via en borgerrådgiver, at vurdere, om der er lavet en fejl, der bør rettes til det bedre.

Alle 31 medlemmer af byrådet og de ansatte vil jo kun det bedste for indbyggerne i Herning Kommune.

Sidst men ikke mindst er det her jo en god handel, hvor pengene følger med projektet. I Herning plejer vi jo at takke ja til de gode handler eller …

Derfor vil jeg, som gruppeformand og borgmesterkandidat, gerne give fuld opbakning til, at der bliver igangsat en ansøgning hurtigst muligt.

Fortsat god sommer.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN