8. oktober 2024

Nej tak til københavnsk kloak

Når Brøndby taber til FCK, er der mange tunge hjerter på Vestegnen. Når Lynetteholmen bliver en realitet, taber hele Vestegnen til al evighed. Der er nemlig ingen omkamp, ingen chance for at fjerne skampletten, hvis Lynettens rensningsanlæg placeres på Vestegnen.

Det er nu, vi skal kæmpe. Ellers ender Vestegnen med en kæmpe tank københavnsk spildevand. Fint for københavnerne. De undgår at holde sig for næsen, fordi vi tager skraldet – nærmest bogstaveligt talt.

Vestegnen må vågne op. For hovedstaden prioriterer hovedstaden. Det er ikke så underligt. Men vi må ikke acceptere en hovedstad uden omtanke. Det er vores ansvar at sætte foden ned. Rensningsanlægget må placeres et andet sted. Køge Bugt må ikke ende som en københavnsk kloak.

Forstå mig ret: Det er ikke for eller imod kystsikring af hovedstaden. For eller imod arbejdspladser, som hovedstaden i høj grad skaber. Heller ikke et spørgsmål om Vestegnen versus København. 

Jeg tror, man glemmer, hvor arret Vestegnen er. Højhastighedsjernbane, motorveje på kryds og tværs med konstante køer af osende biler. Vi har virkelig taget vores tørn for, at landet skal hænge sammen med sin hovedstad. Men Vestegnen selv hænger dårligt nok sammen.

Bare se, hvordan patienter, pårørende og personale kæmper sig til Hvidovre Hospital. Med bus og tog går det ikke ligefrem let i dag. En metro til hospitalet vil til gengæld være til gavn for alle. Færre biler på vejene og let adgang til hospitalet.

Det er på høje tid, at vi tør tænke på os selv. At vi tør tænke grøn balance nu, så det bliver konkret. Ofre gråt for grønt. Asfalt for græs, skorsten for træer. Vestegnen vil altid mærke forandringens vinde fra motorvejen. Endnu mere når Femern Bælt-forbindelsen åbner. Bygges Holmene vil det suse yderligere.

Men tager vi ansvar i disse år, kan ’vækst’ og ’fart på samfundet’ tids nok rime på et ’grønt Vestegnen’. Jeres opbakning bliver altafgørende for, om rensningsanlæg, holme og asfalt i lange baner skyder op på Vestegnen. Eller om et fantastisk projekt som Køge Bugt Strandpark får mere luft under vingerne. 

Hvis jeg får din opbakning, skal jeg gøre mit for, at Christiansborg forstår Vestegnen bedre. At der passes bedre på Vestegnen i det store billede. 

Lad os starte med at sige nej tak til den københavnske kloak. 

Tina Cartey Hansen

Konservativt medlem af Hvidovre kommunalbestyrelse og folketingskandidat i Brøndbykredsen


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN