25. april 2024

Beboere eller solcellepark ved Thorsminde?

Tre solcelleparker i Skanderborg Kommune. Sådan lød et punkt på dagsordenen ved økonomiudvalgets junimøde, hvilket var til stor overraskelse for naboerne. Der planlægges to solcelleparker omkring Låsby og en ved Langelinje mellem Skjørring og Sjelle. Den største og mest markante er Thorsminde ved Flensted/Låsby på over 95 hektar (ca. 95 fodboldbaner) fordelt på tre arealer. Projektet er udarbejdet af et sjællandsk selskab på vegne af to lodsejere.

Projektet vil berøre samtlige beboere på Skovsrodsvej, Lysmosevej, Lergravvej og til dels Kielsgårdsvej. Især naboernes økonomi påvirkes negativt pga. ejendommenes værditab. Herudover vil adskillige ejendomme få direkte genskær/refleksioner fra solen. Sidst men ikke mindst stavnsbinding. Et rent overgreb mod disse borgere. Ud over nærområdet bliver Flensted By og den vestlige del af Låsby påvirket visuelt.

Solcelleparken skal være indhegnet og vil flere steder ligge i skellet mellem ejendomme. Projektets navn »Thorsminde Energi & Naturpark« lyder meget eksotisk. »Parken« bliver dog uden adgang for offentligheden, og den store bestand af råvildt og kronvildt.

Lokalområdet Thorsminde er det område i Skanderborg Kommune, der bidrager mest til den grønne omstilling. Området er allerede omkranset af syv vindmøller. Derudover er der både motorvejen og den kommende jernbane Silkeborg – Aarhus.

Ifølge sagsfremstillingen skal solcellerne være tilsluttet el-nettet inden 1. november 2022, idet investor ellers vil miste et tilskud. Såfremt projektet bliver vedtaget, vil det få første prioritet frem for allerede eksisterende projekter. Man kunne endvidere læse i indstillingen, at der var planer om at afholde et digitalt borgermøde med kun en uges varsel. Herefter skulle for-høringerne foregå i juli måned (alt imens mange borgere holder ferie).

Til held for borgerne besluttede økonomiudvalget at sparke indstillingen til hjørne og invitere projektmagerne til augustmødet. Nu mangler der kun den gode dialog, hvor økonomiudvalget også inviterer en delegation af sine egne berørte borgere. Et skoleeksempel på den gode dialog var, da Thorsminde-området fik de tre kæmpevindmøller. Her var der en god forhåndsdialog mellem projektmager og naboer.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN