2. december 2022

Demokratiet er i fare

Vidste du, at ca. 10,3 pct. af borgerne på landsplan ikke må stemme d.1 november?

Da jeg gik i skole, skulle vi til London. Men da mine forældre ikke var danske statsborgere, var jeg som mindreårig heller ikke. Det på trods af, jeg er født i Odense. Det, der skulle være en hyggelig klassetur dengang, blev derfor til en bøvlet bureaukratisk proces.

Jeg følte mig så forkert og udskammet.

Det oplever mange hver dag. Folk, der er født i Danmark. Folk med familie, fast arbejde og klar tilknytning. De oplever at føle sig forkerte og som et B-hold.

Udviklingen er stigende. Ifølge Danmarks Statistik er det 10,3% af den voksne befolkning i Danmark der er uden statsborgerskab. I Fredensborg og Furesø er det hhv. 12,5% og 11%. Det er udemokratisk.

De krav, vi har til statsborgerskab om beskæftigelse betyder, at flere er nødt til at stoppe deres drøm om uddannelse. Danmark har ellers brug for flere kloge hænder og hoveder.

Samtidig vil flere ufaglærte som ikke er glad for skolebænken, aldrig få en chance for at klare de forskellige prøvekrav der er.

Vi skal gøre alt for at fjerne stramningerne på udlændingeområdet, så det igen bliver muligt at få et ægte demokrati.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN