Jeg hedder Sara, jeg er 33 år gammel og jeg er opvokset i Østjylland.
Da jeg har en blanding af jyske rødder og 10 års bosættelse i København, er jeg ofte blevet forskrækket over, hvor stærkt nogen føler forskellen på land og by. Èn ting der berører og bekymrer mig dybt er, at nogle mennesker føler denne forskel så stor, at her bliver skabt et meget stort skel – som om byens folk har andre interesser, end folket i småbyerne og på landet. Dette kan efter min overbevisning umuligt være tilfældet;
Land eller by, egn eller sogn, Øst eller Vest; Vi må alle kunne blive enige om, at vi har denne jord tilfælles. En jord der er udpint og udmagret, som brænder og lider. Konsekvenserne heraf går ingen fri af. – uanset køn, etnicitet eller religiøs overbevisning.
I lille Danmark er vi sågar fælles om et meget lille areal og en enorm mængde ressourcer
– og alligevel splittes vi.
I Danmark er vi rige på velfærd. Vi er rige på økonomi og ressourcer, dannethed og viden. Men vi er ikke perfekte – langt fra. Vi er nemlig forkælede. Forkælede og snævertsynede – i et sådan omfang, at vi nægter at anskue tingene fra et andet perspektiv. Det er alt for bekvemt, at kunne beskue verdenssituationen fra netop denne side af ligusterhækkens trygt indrammende løv. Vi lader os indhylde i tryghed og komfort i en sådan grad, at den sågar får os afskåret fra egen nabo. Vi kan trygt lade vores næste lide, uden at føle ansvar – for det har vi uddelegeret til velfærdsstaten.
Her føler jeg inderligt, at vi har meget at lære. Eller genlære.
Engang var vi foregangsland. Visionærer. Menneskerettighedsforkæmpere. Miljøbevidste. Danmark var det lille land mod nord, der forstod at skabe et bæredygtigt samfund.
Men ikke længere.
Danmark er opdelt. Splittet. I oprør. Og jeg begriber det ikke. Så meget som vi ligner hinanden, ligner vores næste, ligner vores fætter fra byen eller naboens kusine fra øst. Jeg ser ingen grund til denne splittelse. Vi er et kærligt folk og vi har masser at give af, idét vi får mindet os selv om, hvad der er vigtigt.
For mig hersker der ingen tvivl:
Solidaritet og medmenneskelighed er vigtigt.
Mangfoldighed betyder læring og at få udvidet sin horisont – og jeg vil hellere tage imod denne læring, frem for at gemme mig bag ligusterhækken og frygte den.
Klimaet og kloden er vigtig! Uden dén findes der hverken mangfoldighed eller en ligusterhæk at gemme sig fra den bag.
Det er på tide at stå sammen, Danmark. At genopstå som de visionærer vi er. Ikke at frygte pioneer-arbejdet og de fremmede udfordringer, vi nok engang står overfor. De udfordringer KAN overkommes. Det kræver nytænkning og at vi ligger frygten for det uvisse fra os.
For uvisheden er uundgåelig – men tør vi se den i øjnene sammen?