21. oktober 2021

Randers Kommune

Skole-oprør fra midten

Jeg har altid været stor modstander af socialdemokraten Christine Antorinis Folkeskolereform fra 2014.

I mine øjne er det en reform, hvor kontrol af medarbejdere, og skabelse af bureaukrati, er vigtigere, end børns læring, trivsel og udvikling.

Det er med stor tilfredshed, at jeg nu ser, at Radikale Venstre (B) på landsplan nu gør et oprør fra midten mod folkeskolereformen.

Skoleoprøret fra midten kaldes for TÆNK FRIT TÆNK BØRN.
I det dugfriske skoleudspil giver vi radikale et Børneløfte:

Alle børn skal trives i en tryg og fri barndom.
Alle børn skal kunne skrive, regne og læse, når de forlader folkeskolen.
Alle børn skal sættes fri til at forme deres eget liv

Skole-Oprøret fra midtens eventuelle gennemførelse vil betyde, at de lange skoledage hører fortiden til. Betyder mindre detailstyring, og mere tillid til personalet på folkeskolerne. Væk med elevplaner, vurderinger af uddannelsesparathed, kanonlister, nationale tests og læseplaner. Fælles mål – der på nationalt plan beskriver, hvad eleverne skal lære i skolens fag, afskaffes, og i stedet erstattes af ”få og enkle trinmål”.

B-Børneløftets eventuelle gennemførelse vil tillige tilføre folkeskolerne i Danmark i alt 4 milliarder statslige kroner – beløbet indsættes i finansloven. Randers kommunes andel heraf, til styrkelse af vores folkeskoler, vil i givet fald blive årligt op til 70 millioner kroner – svarende til knap 140 lærerstillinger. Statslig finansiering anvises også i B-udspillet.

Sikke en folkeskole, der kan skabes her i Randers kommune, og i det ganske land, hvis skole-oprøret fra midten bliver til virkelighed. Børns læring og udvikling kommer nu i fokus, fremfor katastrofal kontrol og overflødigt bureaukrati – triste tidsrøvere, der betyder voksen-tid tages fra børnene, og vigtig forberedelsestid tages fra lærerne.

Hvilket liv vil vi give de vigtigste, vi har? Det er faktisk det B-skoleoprøret fra midten handler om. Bedre trivsel til alle vores børn, er en meget vigtig brik i B-oprøret – og det er der virkelig brug for, viser forskningen.

Altså. Antorinis børnesvigt, afløses af et børnevenligt børneløfte.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN