Socialområdet

Hen over sommeren har der været stillet spørgsmålstegn ved måden en personsag er blevet behandlet på socialområdet, og der er blevet stillet spørgsmålstegn ved politikerne i udvalgets rolle, ikke mindst formandens, som er undertegnede.

Først vil jeg slå fast, at jeg ikke vil kommentere den konkrete sag, da vi som udvalgsmedlemmer ikke skal sagsbehandle, og da slet ikke i personsager. Det ved alle udvalgsmedlemmerne godt, da man er blevet gjort opmærksom på det op til flere gange på udvalgsmøder. Det er også grundlæggende viden fra det kursus, som nye byrådsmedlemmer tilbydes i begyndelsen af en ny valgperiode

Men jeg vil da gerne lave et kort rids over, hvad der er den politisk valgtes rolle, og hvad der ikke er.

1. Politikerne laver de overordnede politikker, som der skal arbejdes efter. F.eks. deltog jeg for næsten 4 år siden i udarbejdelsen af den nuværende socialplan sammen med berørte borgere, pårørende, ledelse og ansatte i forvaltningen. En rigtig god proces som også udmøntede sig i et godt produkt.
2. Vi udarbejder i samarbejde med forvaltningen de kvalitetsstandarder, som der ligger til grund for serviceniveuet for borgerne. Det sendes selvfølgelig til høring hos borgerne.
3. Vi kommer med forslag til udvidelser, effektiviseringer, reduktioner og anlæg for udvalget, men det er på budgetseminaret for det samlede byråd, at der tages beslutninger om disse ting. Her skal man være opmærksom på, at det er en del af den politiske konstitueringsaftale, at vi hvert år skal komme med forslag til 0,5% effektiviseringer og 1% reduktioner. Det betyder ikke, at de bliver effektiviseret, og det betyder bestemt ikke, at synes om alle de forslag, vi fremsender til budgettet.
4. Som udvalgsmedlemmer i et politisk udvalg går vi ikke ind og sætter spørgsmålstegn ved sagsbehandlingen af person- og borgersager. Det er forvaltningen, der har den faglige ekspertise, og de kan ikke instrueres på dette punkt.
5. Hvis en sag kommer i avisen, har det således ikke den mindste indflydelse på sagsbehandlingen i en konkret personsag, men efter mit ønske er der en fast aftale om, at vi i udvalget altid bliver orienteret om sådanne sager, dog kun i den grad vi er berettigede til det.
6. Er der sager i avisen, som alene skyldes politiske prioriteringer, så er det en anden sag, så er det helt legitimt, at man går i pressen med det, og her kan det godt have indflydelse på den førte politik.

Så kort fortalt, så mener jeg, at hvis man som politiker i et udvalg vil gøre en forskel, så er det ved at være kritisk konstruktiv, hvor man ikke kommenterer på de enkelte sager, som man faktisk ingen indsigt eller viden har om, men i stedet stiller forslag til ændringer i f.eks. udvalgsstrukturer, forslag til ændringer i kvalitetsstandarder, kommer med budgetforslag til at sætte flere økonomiske midler af på området osv.

Her vil jeg gerne bringe en ide på banen, som faktisk blev nævnt af pårørende under processen, hvor vi udarbejdede den nuværende socialplan. Skal vi samle hele specialområdet, også de 0-18-årige under socialområdet? Derved vil der kunne ske en sagsbehandling på området uden, at man løber ind i den såkaldte silotænkning, hvor forskellige områder ikke får snakket sammen.

En anden ide kunne være, at man ansætter uuddannet arbejdskraft i vores sociale institutioner, hvor en del af ansættelsesaftalen er, at man får en pædagogisk uddannelse. Vi står nemlig med meget store udfordringer de kommende år til at få den nødvendige arbejdskraft, hvilket allerede mærkes nu. Så lad os være proaktive, før det er for sent.