Over halvdelen i min klasse på sygeplejerskeuddannelsen ved allerede, at de ønsker at læse videre og ikke blive den klassiske ’gulvsygeplejerske’. Samtidig kan jeg konstatere, at en tredjedel af klassen er droppet ud.
Jeg kan faktisk godt forstå mine medstuderende og fremtidige kolleger. For når man skal arbejde, når andre har fri, herunder weekender, aftener og nætter, er det kun logisk, at der skal være en økonomisk gevinst. Men vores løn er for dårlig, og det samme er arbejdsvilkårene og arbejdstiderne.
Hvis vi ønsker at stoppe den flugt, der lige nu sker blandt sygeplejersker, skal vi derfor hæve lønnen.
Sygeplejersker har gennem de seneste 20 år fået længere uddannelser og mere ansvar. Uddannelsen blev allerede tilbage i 2001 ændret fra en lærlingeuddannelse til en professionsbacheloruddannelse, men lønnen er aldrig fulgt med.
Ansvaret stiger, og der forventes mere og mere af sygeplejersken, som skal kunne navigere med mange forskellige kasketter på – især evnen til at udøve klinisk lederskab og at kunne samle trådene fra de forskellige faggrupper, holde overblik og varetage patientens interesse.
Hvis vi reelt ønsker at gøre faget attraktivt i fremtiden, så der kan tiltrækkes en masse mennesker, der brænder for at hjælpe andre og gøre en forskel, må vi både forbedre sygeplejerskers arbejdsvilkår og løn.
En af hovedårsagerne til sygeplejerskers dårlige løn er tjenestemandsreformen fra 1969. Her fastsatte Folketinget grundlønnen for mange offentlige ansatte. Men dengang anså man kvindens løn som en slags lommepenge, der supplerede mandens indkomst, og derfor fastsatte man lønnen for de traditionelle kvindefag – som eksempelvis sygeplejersker – lavt.
Tjenestemandsreformen passer ganske enkelt ikke ind i det samfund, vi har i dag. Der er behov for politisk handling, hvis vi skal have et opgør med lønefterslæbet. For lige nu har vi nemlig en 50 år gammel reform, der fastholder et historisk lønefterslæb for de klassisk kvindedominerede fag. Er det virkelig det, vi ønsker i 2021?