Hvis man spørger folk, hvad et folkebibliotek først og fremmest er til for, svarer hovedparten: at man kan låne bøger. Derfor var den første coronalukning i 2020 hård for de borgere, som ønskede at låne fysiske bøger. Jeg foreslog biblioteket at lave takeaway-service, men fik at vide, at det prioriterede man ikke.
I den seneste coronalukning har det heldigvis været muligt at bestille bøger til afhentning – nu under den mystiske betegnelse »Click and Collect«. (Må jeg foreslå: »Bestil og Hent«?).
Men samtidig med at bibliotekerne har fået lov til at åbne for borgere, som enten er færdigvaccinerede + 2 uger, eller har en frisk negativ test, har man i Rudersdal lukket den hidtidige afhentningsservice for resten af befolkningen. Det medfører, at mange lånere som i god og forventningsfuld tro har bestilt bøger, bliver afvist når de møder op for at hente dem.
Jeg spurgte direktøren for området, Henning Bach Christensen, om det virkelig kan være rigtigt.
Han svarer i forening med kulturudvalgsformand Kristine Thrane (S) bl.a. at
»Processen for Click and Collect er ressourcetung, idet den indebærer udlæsning, fremfinding, registrering, pakning og udlevering. I Rudersdal skal vi holde 3 biblioteker “normalt” åbent med de nye restriktioner, herunder kontrol af coronapas, sikre øvrige sikkerhedsmæssige forhold m.v. Det kræver fokus og prioriteringer i personalets opgaveløsning. Derfor kan vi ikke også tilbyde Click and Collect.«
Hvad er det mon for andre opgaver, som i den grad presser sig på – når man tager i betragtning, at åbningstiderne er stærkt beskåret, samtidig med at kun en lille del af befolkningen slippes indenfor – og at arrangementsvirksomhed, skoleklassebesøg o.l. vel nærmest er lukket ned? Kunne man bruge billige bogopsættertimer, eller måske endda frivillig arbejdskraft til udlevering? Der kan uden tvivl findes kreative løsninger, hvis man vil imødekomme befolkningens ønsker.
På samtlige nabobiblioteker: Allerød, Furesø, Hørsholm og Lyngby-Tårbæk kan man stadig hente reserverede bøger uden coronapas. Men altså ikke i Rudersdal.
Jeg vil på mange låneres vegne opfordre til, at Rudersdal Bibliotekerne genovervejer sine prioriteringer.